Vidste du om AaB og OB... (1)
- at det forestående opgør er Alka Superligakamp nummer 75 mellem AaB og OB. Statistikken siger 29 sejre til AaB, 27 uafgjorte og 18 nederlag samt en målscore på 115-97 i AaB’s favør.
- at den seneste Alka Superligakamp mellem AaB og OB på Nordjyske Arena 24. august 2015 endte med en sejr til AaB på 5-1 efter scoringer af Thomas Enevoldsen, Lukas Spalvis, Frederik Børsting og to gange Kasper Risgård.
- at 5-1 pudsigt nok også var resultatet i det første indbyrdes Alka Superligaopgør mellem de to klubber i Aalborg, 23. juni 1991, men at det ikke er sket i den mellemliggende periode. I juni 1991 scorede Ib Simonsen to, Peter Møller to og Søren Dissing en enkelt gang for AaB.
- at fra den nuværende AaB-trup har udover Kasper Risgård (3 mål), Lukas Spalvis (3), Thomas Enevoldsen (2) og Frederik Børsting (1) også Thomas Augustinussen (5 mål), Patrick Kristensen (2), Kenneth Emil Petersen (1) og Rasmus Würtz (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en Alka Superligakamp mod OB.
- at på Nordjyske Arena er hjemmesejr (14) og uafgjort (13) det hyppigste udfald af en Alka Superligakamp mellem AaB og OB. Det hyppigste resultat er 1-1, hvilket er forekommet i alt seks gange, dog senest i november 2004. Dengang scorede Martin Ericsson for AaB.
- at AaB blot har tabt ét af de seneste 13 Alka Superligamøder ude og hjemme mod OB.
- at de 74 tidligere Alka Superligaopgør mellem AaB og OB har været overværet af godt 498.000 tilskuere, og meget passende vil 500.000 tilskuere rundes i kamp nummer 75. Det svarer til et gennemsnit på ca. 6.700 tilskuere pr. kamp.
- at AaB har scoret kampens første mål i fem af indeværende sæsons Alka Superligakampe på Nordjyske Arena, og at i alle fem tilfælde er kampen endt med sejr til AaB. Faktisk har AaB ikke tabt en Alka Superliga-hjemmekamp mod OB efter at have scoret kampens første mål siden august 2007.
- at AaB i mandags spillede uafgjort i Alka Superligaen for første gang siden åbningskampen i indeværende sæson. Hvis det skulle blive til uafgjort igen fredag aften, vil det være første gang siden august 2014, at AaB deler point to Alka Superligakampe i træk.
- at sæsonens anden Alka Superligakamp mellem AaB og OB ikke er endt med nederlag til AaB i de fire seneste sæsoner (2V-2U-0T). I de sæsoner, hvor opgøret er blevet spillet i Aalborg, er det midterste opgør ikke endt med nederlag til AaB siden marts 2000.
- at de 74 tidligere Alka Superligakampe mellem AaB og OB har budt på ikke færre end 20 udvisninger, senest i april 2013, hvor Rasmus Würtz blev vist ud. Historisk er det ellers OB, der med 13 udvisninger har taget størstedelen af udvisningerne.
- at AaB med en sejr mod OB vil tage sin sjette Alka Superligasejr i træk på Nordjyske Arena, hvilket ikke er præsteret bedre siden oktober 2007-maj 2008. I tilfælde af mindst to scoringer mod OB, vil det være første gang siden april-juli 2001, at AaB scorer mindst to mål i hver af seks Alka Superliga-hjemmekampe i træk.
- at dommer Peter Kjærsgaard fredag dømmer sin Alka Superligakamp nummer 37 og den femte med deltagelse af AaB (0V-3U-1T). Han har ikke tidligere dømt en Alka Superligakampe mellem AaB og OB, og AaB har stadig sin første sejr til gode med Peter Kjærsgaard som dommer.
- at senest AaB spillede en Alka Superliga-hjemmekamp på en fredag, var datoen 15. maj 2015, og modstanderen var… OB. Kampen endte med en sejr på 2-0 til udeholdet.
- at opgøret fredag bliver den kun syvende Alka Superligakamp afviklet på datoen 4. marts. For OB bliver det første kamp på denne dato, hvorimod AaB to gange tidligere har været i aktion den 4. marts; begge i øvrigt uden nederlag.
- at AaB senest var i aktion på datoen 4. marts, da det i 2012 sluttede 1-1 på Nordjyske Arena mod FC København efter en sen udligning af Nicklas Helenius.
- at du i forsalg kan købe billet til fredag aftens duel mod OB her.
(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).