Update på skadesfronten
I den nuværende landskampsperiode fokuserer AaB ifølge cheftræner Lars Søndergaard på at få bugt med skader og få trænet igennem både i forhold til det fysiske og det taktiske.
- Vi har trænet godt i denne uge. Vi har trænet meget med seks træninger i løbet af de seneste fire dage, og vi har især kigget på det fysiske og det taktiske. I forhold til det taktiske, så skal vi have justeret i forhold til de sidste meter af banen i begge ender. Defensivt må vi ikke give lette mål væk, og offensivt skal vi fortsætte med at arbejde på afslutningsdelen af vores spil, siger cheftræner Lars Søndergaard til aabsport.dk.
AaB har den seneste tid haft skader på de offensive pladser, og her har tre spillere stadig skavanker, men de er på vej tilbage.
- Jannik Pohl døjer med problemer i ryggen, som kom inden kampen mod Esbjerg, og vi håber på, at han kan træne med igen i løbet af næste uge. Enevoldsen er smertefri i knæet og er ikke decideret skadet, men hans træning er doseret for at sikre, at det ikke kommer igen. Derudover er Sebastian Grønning stadig skadet i anklen. Resten er med i træningen og arbejder rigtig godt, siger cheftræneren.
AaB-spillerne Jakob Blåbjerg, Frederik Børsting, Christian Bassogog og Edison Flores er af sted på landsholdstjeneste, og Lars Søndergaard kan se frem til at have de fire spillere til rådighed igen midt i næste uge.