Uafgjort for Danmarksserieholdet

I første halvleg startede AaB sløjt ud. Gæsterne fra Ringkøbing fik plads med bolden uden at komme til de store chancer.
Dog fik de tilkendt et straffespark, da der i en relativt ufarlig situation blev taget hånden til hjælp i feltet. Ringkøbing omsatte fra pletten og kunne gå til pause foran.
I anden halvleg kom AaB ud med et omlagt pres, og gæsterne blev stresset af et AaB-hold, der stod længere fremme på banen. Det udmøntede sig hurtigt til en udligning. Mike Nørgaard og Johan Ejsing spillede flot op til Morten Thomsen, der bragte balance i regnskabet.
Trods flere gode muligheder for at bringe sig foran måtte AaB nøjes med uafgjort efter dommerens slutfløjt.
Cheftræner Kenneth Cortsen siger om kampen:
- Vi rammer ikke hinanden i den første periode af kampen. Vi får bedre styr på spillet i det sidste kvarter af første halvleg. Vi kan være tilfredse med vores indstilling og det spil og pres vi får lagt i anden halvleg. Der var mange positive momenter.
- Dog skal vi arbejde hen imod at også få slutproduktet med fra kampen. Når vi har muligheden, som vi så det i kampens anden halvleg. Set ud fra kampens udvikling, så taber vi to point.
Næste kamp spilles på fredag på udebane mod Kjellerup med kampstart kl. 18.15.