U/19 indtager førstepladsen efter 3-1-sejr

12. september 2016 kl. 12:45

U/19: 3-1-sejr ude over AGF

I lørdagens udekamp mod AGF var U/19-mandskabet fulde af selvtillid efter sidste rundes 4-2-sejr over Vejle.

Marco Ramkilde

De aarhusianske værter lagde energisk ud og forsøgte at lægge pres på AaB’erne, som dog fik spillet sig til muligheder allerede efter fem minutter. Wessam Abou Ali blev spillet fri midt på banen og havde frit løb mod mål, men et uheldigt touch neutraliserede chancen.

Med et kvarter spillet blev AGF mere passive, og AaB-chancerne kom med højere frekvens. Det resulterede i kampens første mål, som Marco Ramkilde (billedet) efter knap en halv time sendte i netmaskerne efter et hjørnespark, hvor han kom først på bolden ved nærmeste stolpe. 1-0-føringen til AaB holdt indtil pausen.

AGF pressede igen fra anden halvlegs start og fik udlignet efter godt en time, og den scoring fik sat gang i AaB igen, og gæsterne fik kontrol over kampen med godt opbyggende spil og flere chancer.

Marco Ramkilde bragte i det 69. minut AaB foran igen med sin anden scoring i kampen efter en stikning i dybden fra Wessam Abou Ali. Til sidst lukkede Alexander Tved kampen efter godt forarbejde fra Bardhec Bytyqi, der i dagens anledning var lånt fra Alka Superligatruppen. Dermed hentede U/19-holdet en 3-1-sejr.

U/19-cheftræner Anders Damgaard var efter kampen glad for sejren, som bringer holdet op på førstepladsen i tabellen med otte point efter sæsonens første fire kampe. Han maner dog samtidig til besindighed.

- Vi er rigtig tilfredse med den gode start på sæsonen. Det er dog meget vigtigt, at vi ikke begynder at tro, at træerne vokser ind i himlen. Vi skal kigge fremad og undgå selvtilfredshed.

- Vi kan se frem mod et spændende, intens og tæt kamp mod Brøndby i næste runde. En kamp hvor vi skal levere et solidt stykke arbejde, og det kommer vi til at have fokus på i den kommende ude, lyder det fra Anders Damgaard.

Opgøret mod Brøndby spilles på Hornevej lørdag den 17. september med kampstart kl. 13.00.

 

U/17: 2-1-nederlag mod AGF

I en tæt duel på Fredensvang mod AGF måtte U/17 indkassere et smalt nederlag på 2-1 i et opgør, som kunne have gået begge veje. Undervejs kom Søren Fjordbak på banen til debut for holdet.

Gabriel-Alves-Christensen

AGF kom foran midt i første halvleg efter at have generobret bolden ved en clearing, og AaB’erne måtte kæmpe derfra. Halvlegen bød på masser af angreb, men også flere fejl, der gjorde det til en livlig første halvleg, der dog blev ved 1-0.

I anden halvleg havde AaB et massivt overtag, der blev boostet af en udligning af Gabriel Adriano (billedet) i starten af anden halvleg.

Med stort momentum trykkede AaB-drengene efterfølgende på for et føringsmål, men i stedet fik AGF udnyttet et pludseligt boldtab, hvorefter de bragte sig foran med 2-1, hvilket også blev det endelige resultat på trods af en hektisk slutfase med chancer i begge ender af banen.

Ifølge cheftræner Adam Harell kunne det med lidt mere skarphed have endt anderledes.

- Det er selvfølgelig et ærgerligt nederlag, for vi kommer til rigtig mange chancer. Ikke så mange oplagte muligheder, men rigtig mange lige-ved-og-næsten. Vi mangler lige nogle marginaler og noget dygtighed for at få noget output i situationerne. Vi står med en følelse af, at vi taber til et hold, der ikke nødvendigvis er bedre end os.

- Vi er dog fortsat fortrøstningsfulde, da vi har en rigtig stærk trup og et godt taktisk fundament at bygge videre på. Nu ser vi frem til at møde Brøndby i den næste kamp, så vi kan få vist, hvad vi kan, siger Adam Harell.

Brøndby kommer på besøg på Hornevej lørdag den 17. september kl. 15.15.

 

DS: 2-2 ude mod I.F. Lyseng

Danmarksserieholdet skulle lørdag forsøge at følge op på målfesten i den seneste kamp, hvor det blev til hele 5-3 hjemme mod I.F. Skjold Sæby.

I.F. Lyseng kom dog foran i starten af kampen efter en mindre batalje i forsvaret. Ikke længe efter blev der udlignet til 1-1, da Morten Thomsen efter et indlæg fra højre kunne heade bolden ind tæt under mål, selvom målmanden havde fingrene på. Efterfølgende havde AaB en god periode, og Jannik Pohl havde et godt skud fra kanten af feltet, som blev reddet, og riposten kunne også let have endt i målet.

Ti minutter inde i anden halvleg satte Michael Stokbro et straffespark ind til 2-1, og der var gode muligheder til Morten Thomsen og Jannik Pohl, der kunne have lukket til 3-1. Dog var det I.F. Lyseng, der fik scoret og udlignet til slutresultatet 2-2 på et flot udført frispark.

- Det er en kamp, som vi kunne have vundet. Vi får den bare ikke kørt hjem, selvom vi har muligheder for at lukke den. Den ligner mange andre kampe, som vi har spillet, hvor vi har en stor overvægt i chancer. Dem får vi ikke slået profit af, og det kan man let blive straffet for i fodbold. Vi giver ikke mange chancer væk, men alligevel får de scoret på et drop og et rigtig godt frispark. Vi kan egentlig overordnet set være godt tilfredse med indsatsen, selvom vi havde ønsket os tre point, siger Kenneth Cortsen til aabsport.dk.

VSK Aarhus venter i næste kamp, der spilles på Hornevej søndag den 18. september kl. 13.00. 

 

 

'