U/17 vandt sikkert mod Haderslev

7. november 2015 kl. 16:33

Efter tre uafgjorte kampe i streg var AaB’s U/17 Ligahold sultne efter en sejr, da Haderslev lørdag kom på besøg på Hornevej. Haderslev var inden opgøret uden sejr i U/17 Ligaen, mens AaB-drengene havde hentet fire sejre indtil videre.

Søren Tengstedt

Kampen var længe om at komme i omdrejninger, da et spilstop allerede efter fem minutter brød rytmen for de to hold. Efterfølgende var der tyve minutters dødvande, inden kampen rigtigt kom i omdrejninger.

Det gjorde den med AaB, der tog godt fat i spillet og havde en del gode chancer. Flere gange var der indlæg i feltet, som manglede det sidste for at blive fulgt til dørs. Det blev ved 0-0 indtil pausen.

I anden halvleg var AaB spilstyrende, og fem minutter inde i anden halvleg scorede Søren Tengstedt et flot mål. Fra en spids vinkel løftede han bolden over målmanden til 1-0.

Haderslev forsøgte at komme op i banen og presse AaB, der stod imod presset og senere fik udbygget føringen. Det skete, da Jonathan Stæhr efter en times spil kunne færdiggøre et angreb med scoring til 2-0.

Efter scoringen pressede Haderslev endnu hårdere på, og kampen blev præget af mange dueller og knap så meget godt spil. AaB arbejdede godt defensivt og holdt Haderslev fra fadet. Enkelte gange var det tæt på at brænde i AaB’s målfelt på standardsituationer, fordi Haderslevs spillere var fysisk stærkere end AaB’s.

Kort inden slutfløjt fik AaB bragt sig på 3-0, da et hovedstød fra Mads Stefansen fremtvang en returbold, som Gabriel Martinez kunne prikke i mål til slutresultatet 3-0 til AaB. Med sejren indtager AaB tredjepladsen i U/17 Ligaen.

Cheftræner Lars Knudsen siger om kampen:

- Vi spiller mod et hold, som ikke har vundet endnu, og det kan godt være en mental udfordring, da der er risiko for, at man tager for let på det. Det gjorde vi heldigvis ikke. Vi leverer en god og koncentreret indsats mod et hold, der kommer med meget fysik og arbejder godt defensivt. Det var en anderledes type kamp, end vi er vant til, fordi Haderslev har så meget fysik, men vi leverer samlet set en god indsats.

Næste kamp spilles ude mod HB Køge på Køge Stadion lørdag den 14. november kl. 13.00.

'