U/17 tabte mod HB Køge

16. november 2015 kl. 10:20

Efter en sikker hjemmesejr på 3-0 mod Haderslev i den seneste kamp skulle AaB’s U/17 Ligahold lørdag prøve kræfter med HB Køge på grønsværen på Køge Stadion.

Søren Tengstedt

Første halvleg bød på hårde dueller fra værternes side, hvilket gav AaB problemer med at få spillet til at flyde. Som kampen skred frem, kom AaB dog bedre med i spillet.

I det 25. minut bragte værterne sig foran med 1-0 i en situation, hvor AaB forsvars havde store problemer.

To minutter før pausen blev der bragt balance i regnskabet, da et gennemspillet angreb satte Søren Tengstedt i scene, og den unge AaB’er kunne sparke læderet i kassen til 1-1.

I anden halvleg startede AaB godt ud og havde godt fat i spillet. HB Køge blev trykket længere og længere tilbage.

Efterfølgende opstod tre kæmpechancer til AaB, men ingen af dem kastede mål af sig. I stedet kunne HB Køge bringe sig foran med 2-1 efter et hjørnespark et kvarter inde i anden halvleg.

AaB jagtede herefter udligningen og lagde et højt pres. I denne jagt blev der plads til en omstilling den anden vej, og her fik HB Køge scoret kampens sidste mål til 3-1.

Cheftræner Lars Knudsen siger om kampen:

- Vi er skuffede over at tabe kampen, fordi vi havde fornemmelsen af, at vi kunne få meget mere med fra kampen. Det havde vi spillet til, hvilket vi fik vist på banen. Især i anden halvleg, hvor vi har store muligheder for at komme foran, men vi får ikke udnyttet vores chancer. Derfor er vi selvfølgelig skuffede over resultatet.

Holdet møder lørdag Silkeborg på hjemmebane, og kampen fløjtes i gang kl. 14.15. 

'