U/17 Liga-sejr i Esbjerg onsdag

2. juni 2016 kl. 08:54

- Vi starter med en række uprovokerede tekniske fejl og boldtab på en tør bane, der fører til Esbjerg-angreb og efterfølgende chancer. De mange boldtab betød desværre, at vi også kom bag ud indenfor seks minutter, hvilket rystede os, forklarer U/17 Liga-træner Adam Harrell torsdag morgen til aabsport.dk

- Vi blev mere stabile i løbet af første halvleg, men blev sjældent farlige foran deres mål. I anden halvleg er det til gengæld et helt andet hold der kommer på banen, vi leverer mere intensitet i nærkampene og er hurtigere i spillet, så vi fremstår mere klart og får mere kvalitet i vores spil.

- Kort inde i anden halvleg spiller vi os igennem, Søren Tengstedt kommer fri i feltet, runder keeperen men bliver nedlagt, og det efterfølgende straffespark blev udnyttet sikkert af Wessam Abou-Ali, lyder det videre fra Adam Harrell.

- Scoringen gav momentum og 15 minutter inde i halvlegen tog Wessam igen en dribletur og fik sat Søren Tengstedt op i feltet, hvorfra bolden blev sparket sikkert ind til 2-1 føring.

- I den sidste del af kampen forsøger vi at køre omstillinger, mens Esbjerg forsøger at spille sig igennem til chancer. En fejlaflevering fem minutter før tid betød dog, at målmand Markus Iversen måtte hive en stor redning ud af ærmet, men sejren kom heldigvis i hus, afrunder AaB’s U/17 Liga-træner, hvis hold med to kampe tilbage i sæsonen fortsat indtager tredjepladsen med tre point op til andenpladsen, der indtages af FC Nordsjælland.

Næste opgør for U/17 Liga-mandskabet spilles lørdag eftermiddag mod bundholdet Haderslev inden man i sidste spillerunde tager i mod førerholdet fra FC København.

'