Tredje sejr til AaB's reserver

20. august 2012 kl. 17:21

Mandag eftermiddag var det Silkeborg I.F., det gik ud over efter en fuldtræffer et kvarter før tid af den indskiftede U/19 Liga-spiller Lukas Spalvis.

Carsten Christensen1Målet kom efter et forarbejde fra Rolf Toft, hvis indlæg blev headet på overliggeren af Jeppe Curth, hvorefter Lukas Spalvis på ægte angriber-vis var hurtigst over nedfaldsbolden.

I første halvleg havde målmand Carsten Christensen allerede i det femte minut en fornem aktion, da han afværgede en friløber til gæsternes Adeola Runsewe.

Samme Runsewe havde senere i halvlegen et forsøg på ydersiden af stolpen.

- Men i anden halvleg pressede vi på, og i en chancemæssig lige kamp virkede det logisk, at det var os, som ville score, fortæller assistenttræner Allan Kuhn til aabsport.dk.

Både Kayke og Nicolaj Thomsen spillede som aftalt på forhånd den første time af dysten.

AaB’s opgave i femte spillerunde i Pulje Nord er udekampen mod Viborg F.F. tirsdag den 4.september.

Matchfacts – Reserveholdsturneringen, Pulje Nord, 4. spillerunde
AaB-Silkeborg I.F.  1-0 (0-0)
75. min 1-0 Lukas Spalvis.

'