Tre mand på skadeslisten

Således blev yderligere to mand tilføjet AaB’s skadesliste efter weekendens sejr mod Brøndby, hvor Jakob Ahlmann måtte udgå i første halvleg med en knæskade.
- For Jakob Ahlmanns vedkommende har han fået et lille riv i det inderste ledbånd i det ene knæ. Det er ikke voldsomt alvorligt og vi tror han når at komme tilbage inden sæsonen er ovre, vurderer cheftræner Kent Nielsen tirsdag morgen til aabsport.dk.
- Samtidig fik Rasmus Würtz et lille hold i ryggen, samt et riv i muskulaturen i lysken, så han er på skånekost de kommende dage, mens Kayke fortsat er ramt af den skade han fik i foden i kampen mod OB. Vi håber dog han kan træne med igen mod slutningen af ugen, lyder det videre fra Kent Nielsen.
AaB-truppen træner tirsdag kl. 10.15 og har herefter yderligere tre træningspas denne uge inden søndagens Superliga-opgør på udebane mod Lyngby.