Tre kandidater udvalgt til Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2016

11. juli 2016 kl. 11:46

AaB donerer således én krone pr. fremmødt tilskuer til klubbens Alka Superligahjemmekampe på Nordjyske Arena til et godt formål. Pengene bliver halvårligt doneret ubeskåret til et godt formål i Region Nordjylland.  

- Vi skal nu for fjerde gang finde en modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning, og ganske som de første tre gange er det også i denne ombæring tre gode formål der er udvalgt til afstemning, forklarer administrerende direktør i AaB Stephan Schors.

- Samarbejdet med de tre hidtidige modtagere er forløbet fantastisk, og vi oplever, at de alle tre hver især har fået et øget fokus blandt nordjyderne, så vi glæder os til at kunne støtte op om et nyt og spændende formål i det kommende efterår, lyder det videre fra Stephan Schors, der sidder i udvalget for Hele Nordjyllands Håndsrækning sammen med formand for AaB Support Club Mads Aagaard, AaB-anfører Rasmus Würtz, bankdirektør i Spar Nord John Lundsgaard og presse- og kommunikationschef i AaB Brian Andersen. 

Med til udvælgelsen af kandidater var også Peder Morre, der på vegne af Hjerterummet & Cykel 20 modtog Hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2016 på 57.357 kroner. 

HNH_logoKandidaterne for efteråret 2016
De tre ”finale”-kandidater til Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2016 er:

Broen Aalborg

Broen Aalborg er oprettet i 2009 og er en frivillig forening, der hjælper udsatte børn og unge til et aktivt fritidsliv. 

Broen Aalborg er en lokalafdeling under Broen Danmark og har som formål at støtte socialt udsatte børn i alderen 6-17 år ud i fritidsaktiviteter, så de på lige fod med andre børn får mulighed for at dyrke sport og fritidsinteresser i lokale foreninger.

Foreningen støtter børnene i nært samarbejde med sagsbehandlere, sundhedsplejersker, pædagoger, lærere, SSP og andre, der har daglig omgang med børn og unge. 

En donation fra Hele Nordjyllands Håndsrækning vil gå ubeskåret til børnene og kerneydelser som kontingent til de foreninger/klubber, hvor børnene er aktive samt til tøj og udstyr til deres aktivitet.

Netværksfamilier

Netværksfamilier er organiseret under Frivillig Aalborg, der er Dansk Flygtningehjælps lokale afdeling.

Netværksfamilier er en organisation, der er vokset kraftigt i det seneste år, hvor Aalborg har været den by i Danmark, der har modtaget flest flygtninge i absolutte tal.

I Netværksfamilier kan flygtninge og danskere møde hinanden. Netværksfamilier byder ind med den langsigtede og kvalificerede indsats mellem danske personer/familier og flygtninge. Netværksfamilier matcher med baggrund i den frivilliges faglige kvalifikationer med henblik på at bidrage til en demokratiserende integrationsproces og en langvarig relation mellem forskellige nationaliteter.

Netværksfamilier har foretaget omkring 80 match i 2015 og oplever en kraftig stigning i 2016, idet man nu er parat med en større organisering, der blandt andet omfatter et frivilligt tolkekorps, så der tilbydes tolkning på første møde mellem frivillige og flygtninge.

Et bidrag fra Hele Nordjyllands Håndsrækning vil blandt andet blive brugt til rekruttering af flere frivillige, udgifter til mødeaktiviteter og frikøb af arbejdskraft.

Foreningen Veteran Oasen

Foreningen Veteran Oasen har til formål at arbejde almennyttigt for veteraner i Nordjylland. Man har som mål at etablere et værested for veteraner og deres pårørende.

Værestedet skal udover, at være samlingssted, også være et sted for veteraner, som skal sendes i ressourceforløb. Veteran Oasen arrangerer endvidere veterancaféer, sommerlejr og andre aktiviteter samt er i gang med at etablere pårørendenetværk og opstille frivilligt mentorkorps for veteraner i Nordjylland – herunder planlægge og gennemføre mentoruddannelse for de frivillige.

Modtager man støtte fra Hele Nordjyllands Håndsrækning skal denne bruges som tilskud til de veterancaféer, som er startet op i Nordjylland.


Den endelige modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2015 offentliggøres på fredag 15. juli. 

Det samlede beløb for efterårets i alt 11 Alka Superliga-hjemmekampe på Nordjyske Arena i efteråret 2016 vil blive doneret enten umiddelbart efter efterårets sidste hjemmekamp i december måned mod Lyngby Boldklub eller i forbindelse med den første hjemmekamp i foråret 2016 mod Silkeborg IF.

 

Afstemningen er allerede i gang og alle kan afgive deres stemme via dette link.

 

Tidligere modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning

Hjerterummet og Cykel20 - forår 2016 - 57.357 kr.

The Back To Life Project - efterår 2015 - 66.410 kr.

Headspace Aalborg - forår 2015 - 54.337 kr.

'