Træner og spillere mindes Marshall

24. juni 2011 kl. 11:02

Cheftræner Kent Nielsen:

Dennis Marshall1- Det er en enorm trist dag, som virkelig sætter livets vigtighed i relief. Jeg sender mange tanker til begge forældrepar til Dennis og Arianna. De har mistet to unge mennesker i alt for tidlig en alder. Her i AaB har vi mistet en fin professionel og en humoristisk og pligtopfyldende spiller, der har sat et varmt aftryk. Ved fælles hjælp skal vi i truppen komme igennem den næste, svære tid.


Anfører Kjetil Wæhler:

- Det er en meget tragisk og trist dag – og svært at forstå. Dennis var en hyggelig og populær person, og som spiller var han meget professionel og beklagede sig aldrig.
 

Vennen Chris Rolfe:

- Marcus (Tracy, red.), Kayke og jeg så meget til Dennis. Igennem det seneste halvandet år blev Dennis en meget god ven, som eksempelvis altid støttede mig i min lange skadesperiode. Han var en stærk og determineret person, som hver eneste dag arbejdede hårdt på at gøre sig bedre. Samtidig var Arianna sådan en dejlig pige, som støttede Dennis i en fremmed kultur, hvor hun både lærte engelsk og dansk.


Værelseskammeraten Kenneth Emil Petersen:

- Det er dybt tragisk. Dennis var en fantastisk person, der sammen med Arianna virkelig gjorde en stor indsats for at blive integreret. Han havde en fantastisk humor, og det er fuldstændig uvirkeligt, hvad der er sket.


Værelseskammeraten Patrick Kristensen:

Dennis Marshall1- Det kan være lidt svært at sætte ord på det her. Dennis strålede altid af glæde og var en fuldstændig nede på jorden-person. Der var ingen stress med ham, og han var altid sjov på den her totalt laid back-costaricanske stil.


Holdkammeraten Jeppe Curth:

- Det er meningsløst, og fodbold er ikke særlig vigtigt, når sådan noget sker. Han var en glad og sjov dreng. Både Dennis og Arianna nød at være her, og vi nød at have dem her. Og det er uvirkeligt, at livet på et sekund er slut for dem.


Holdkammeraten Thomas Augustinussen:

- Jeg nåede kun at kende Dennis i et halvt år, men jeg lærte ham at kende som en sjov person, og ham og Arianna deltog altid i de sociale ting i truppen. Han kunne være stille, men når man kom tæt på, så åbnede han sig op. Herfra en masse tanker til de nærmeste pårørende til både Dennis og Arianna.

Dennis Marshall opnåede 22 officielle kampe og scorede to mål for AaB.

Æret være Dennis Marshall og Meilyn Arianna Masis Castros minde.

'