Superligaen søger medvirkende til reklamefilm

29. januar 2013 kl. 12:47

Hvad går det ud på?
Kort fortalt handler det hele om de særlige øjeblikke, der opstår blandt tilskuere på stadion til en Superliga-kamp. Jubel, skuffelse, sammenhold, indlevelse, spænding og meget, meget mere. Så varm ansigtsmusklerne godt op!

Hvem?
Superligaen er for alle, så vi har brug for et bredt udsnit af danskere. Du skal bare være mellem 15 og 80 år. Vi har brug for både kvinder og mænd, høj og lav, kraftig og spinkel, etc. Uanset om du har sæsonkort eller aldrig har været til en fodboldkamp, så forventer vi ikke mere, end at du vil være fan for en dag. Der er ingen replikker i filmene, så du får ikke mulighed for at udleve dit skuespiltalent, men der er lagt op til en sjov dag foran kameraet, hvis du er frisk.

Hvor og hvornår?
Optagelserne vil finde sted mandag d. 11. februar 2013 i tidsrummet 8.00-21.00 på et stadion i Storkøbenhavn.

Du skal selv kunne sørge for transport fra dit hjem til stadion og retur – og lidt varmt tøj, sko og en madpakke. Vi sørger for drikkevarer og et varmt sted at være, når du ikke lige er i action på tilskuerpladserne.

Hvordan kommer jeg i betragtning?
Vi har brug for et foto af dig selv i fuld figur, et foto af dit ansigt og et lille videoklip, hvor du fortæller om dig selv. Send det til os på superligacasting@bates.dk – inden tirsdag d. 5. februar kl. 9.00 (hvis du kun kan finde et enkelt billede af dig selv, så vil vi hellere have, at du sender det, end at du lader være).
Vi håber at kunne give de udvalgte besked senest d. 8. februar.

Hvis du bliver udvalgt til at spille en hovedrolle i filmene, vil du blive belønnet med en fantastisk VIP-oplevelse til en Superliga-kamp med dit favorithold. Hvis du bliver udvalgt som statist til filmen, vanker der fribilletter til Superligaen.

Superligaen har alle rettigheder til det materiale, der optages – og må til enhver tid vise filmene på tv, internet og storskærme.

Vi håber, du er klar på en spændende dag med masser af Superliga-øjeblikke!

'