Superliga – ja tak…

5. marts 2011 kl. 09:34

Fortsatte negative udmeldinger om røde (læs: minus) regnskabstal…

Tenniscifre og baglæns ud af TRE-FOR Park i Odense en råkold december-aften med i tillæg en vinterplacering som nr. 12 i Superligaen...

Kan det blive meget dårligere?

Moderklubben AaB 1885 kunne i 2010 fejre et meget fornemt 125 års jubilæum, mens vi i AaB A/S mest har brug for hurtigst muligt at pakke året 2010 helt væk, og erstatte med nye ideer, nye kræfter og fornyet engagement.

Vi skal på en helt ny tur, OPTUR…

Vinteren er brugt på hårdt arbejde med henblik på at skabe fundamentet til bedre tider både sportsligt og økonomisk – og på Superliganiveau.

Alle gode kræfter internt i og omkring AaB har bidraget væsentligt således, at vi nu med stor realisme tør tro på succes både på og uden for banen.

Udgangspunktet for AaB’s fremdrift er sikring af livet i Superligaen i kombination med afslutningen på en næsten to år lang plan for omlægningen af aktiviteterne i selskabet AaB A/S.

Superliga-eventyret fortsætter kun hvis vores hold arbejder stenhårdt og med tilpas ydmyghed over for hver af de 14 kampe, der venter i et spændende og helt, helt afgørende forår. En af de mest afgørende perioder i AaB’s lange historie begynder i dag, når vi kl. 17:00 byder Silkeborg I.F. velkommen på Energi Nord Arena.

Du er meget velkommen til at deltage.

Det lugter af rigtig fodbold. Fodbold med det hele. Der er i hele Nordjylland en forventningens glæde over denne første kamp. Måske er det de mange nye spændende ansigter? Måske er det vores hjemvendte AaB-dreng – Augo? Måske er det alvoren med udgangspunkt i jumbopladsen? Måske er det bare håbet og troen på, at det kan og skal lykkes?

Uanset hvilke motiver og tanker der ligger bag, så velkommen på Energi Nord Arena.

Opturen begynder i dag, og starter med vores vigtigste aktiv, kerneproduktet: Et stærkt fodboldhold i rød/hvid stribede Adidas-trøjer, med AaB-logoet og hovedsponsoren Spar Nord som tydelige kendetegn.

Uden for banen er vi også klar til optur.

Et par års målrettet arbejde med at fokusere forretningen, er ved at være tilendebragt. Vi har solgt ejendommene fra og afviklet håndboldaktiviteten. Vi har minimeret risikoen ved ejerskabet af sportsbutikker væsentligt. Er på vej mod balance i ishockeyforretningen. Er ved at gennemføre en total omlægning af hele vores konferencedel, der samles i moderne og fleksible lokaler på Energi Nord Arena bl.a. med etablering af skybokse. Etablering af et fodboldakademi er i støbeskeen samtidig med, at vi står stærkere med vores talentarbejde end måske nogensinde.

Som med så meget andet i denne verden, så går det ikke uden penge. En sund økonomisk struktur er nødvendig for at kunne levere varen. Sidste led i omstruktureringsraketten er en kapitaludvidelse, der forventes gennemført i dette forår.

Og også her er der brug for maksimal opbakning, hvis vi fortsat skal nyde Superligaen på tætteste hold, se DM-pokalen i Aalborg og hvis vi skal runde store europæiske stadionanlæg som Old Trafford. Læs bare dette som en appel til både alle nye og eksisterende aktionærer både de store og de små. Alle bidrag vil have betydning for oplevelserne i fremtidens AaB.

Vi er således klar til at byde nye såvel som tidligere trofaste støtter velkommen til kamp og aktiv deltagelse både på og uden for banen.

Spillere, trænere, adm. medarbejdere og den samlede ledelse har gjort et flot arbejde i en mørk og vanskelig vinterperiode. Direktionen takker for indsatsen i bevidstheden om, at der fortsat vil blive arbejdet målrettet og ydmygt med hovedopgaven: Superliga både på og uden for banen – ja tak.

Med venlig hilsen
Poul Sørensen
Adm. direktør

'