Stort fremmøde til AaB-træning i Svenstrup

3. september 2012 kl. 19:47

Svenstrup3Solen stod således højt over den nordjyske klubs baner da AaB-truppen foretog eftermiddagens træningspas hos Svenstrup-Godthåb IF.

Fra sidelinjen fulgte op mod 500 voksne og børn med i hver en bevægelse, dribling og skud hos de populære spillere, ligesom AaB-maskotten Theodor også spredte glæde og uddelte kram, autografer og high-fives.

Blandt de fremmødte var også otte-årige Malthe, der sammen med sin familie var kommet helt fra Gjøl for at se AaB-truppen træne.

- Det er fedt at se spillerne til træning, det har jeg ikke prøvet før. Jeg spiller selv fodbold, og min yndlingsspiller er Lasse Nielsen, fordi jeg synes han er rigtig dygtig, lød det fra Malthe, der allerede har været på Nordjyske Arena mere end 20 gange.

- Den bedste kamp jeg var til var mod OB, og jeg glæder mig til at komme ud at se dem igen mod Randers, lød det videre fra den begejstrede AaB-fan, inden kursen blev sat mod klubhuset, hvor hele Superliga-truppen efter træningen skrev autografer og uddelte goodiebags til de mange fremmødte.

Efterårets sidste klubbesøg kommer i oktober måned, hvor SHI i Hjørring lægger græs til AaB-truppens besøg.

Mere information herom følger inden længe her på aabsport.dk

'