Snævert nederlag til AaB-reserver
Gæsterne kom bedst fra start, da et boldtab på midten gav plads til et langskud fra 30 meter, som sejlede op i målhjørnet ude for rækkevidde for Carsten Christensen i AaB-målet.
Efter den dårlige start satte AaB sig på spillet med flere gode muligheder, og to af de største stod Christian Bassogog for. Først en flot tur i venstre side med en god afslutning, som sneg sig centimeter forbi venstre opstander.
Dernæst sendte Oliver Abildgaard en bold i dybden, og Bassogog oversprintede to forsvarsspillere, men afsluttede en anelse forbi mål.
Gæsterne kom ud over scoringen ikke frem til mange muligheder i første halvleg, men havde enkelte nærgående forsøg, hvor overliggeren blandt andet blev testet. Det blev dog ved 0-1 indtil pausen.
I anden halvleg var Bassogog igen tæt på med en friløber, men heller ikke her ville bolden ind for den hurtige camerouner. Brøndby fik kort efter også muligheden på en friløber, der blev sendt forbi mål.
AaB viste godt spil mellem kæderne, men der var længere mellem chancerne i anden halvleg. Midt i halvlegen kom Oliver Abildgaard dog til en mulighed efter at være blevet sat op af Gilli Rólantsson. Fra kanten af feltet sparkede Abildgaard faldt mod mål, men symptomatisk for kampen sneg bolden sig forbi den forkerte side af stolpen.
AaB blev ved med at presse på for udligningen, og et kvarter før tid var Gilli Rólantsson tæt på efter hjørnespark, men Brøndby-målmanden fik afværget.
Oliver Abildgaard fik også sendt et godt frispark af sted ti minutter før tid, og bolden skruede med retning mod sammenføjningen, men endnu en gang var det lige ved og næsten for AaB-reserverne.
Trods det gode spil fra AaB, så holdt gæsternes føring fra det 3. minut hjem, og det endte dermed 0-1 på Hornevej.
Næste kamp for AaB-reserverne spilles mandag den 2. maj mod FC Nordsjælland på udebane.
Matchfacts – Reserveholdsturneringen, Mesterskabsslutspil, 4. spillerunde
AaB-Brøndby 0-1 (0-1)
3. min 0-1 Rodolph Austin