Sådan gik det U/19, U/17 og DS i weekenden
U/19: 2-4 mod Silkeborg
I den seneste kamp for AaB’s U/19 Ligamandskab blev det på trods af godt spil ikke til point, og lørdag skulle holdet forsøge at hente point på den netop anlagte kunstgræsbane på Hornevej mod gæsterne fra Silkeborg.
I første halvleg fik hjemmeholdet kreeret et par chancer, men ude at få puttet bolden over stregen. Samtidig fik de unge AaB’ere lukket godt af i modsatte ende, og viste måltavlen stadig 0-0 ved pausen.
Efter pausen nåede der ikke at gå mange minutter, før silkeborggenserne udnyttede et dårligt clearet hjørnespark til at bringe sig foran kampens første scoring. Bolden dumpede ned for fødderne af en Silkeborg-spiller, der sendte bolden i mål. Få minutter senere blev det også til 0-2 efter samme forløb.
AaB fik denne gang svaret hurtigt igen og reducerede til 1-2, da Anders Harpøth Østergaard (billedet) satte panden på et præcist indlæg fra Mads Stefansen, og bolden endte i fjerneste målhjørne.
Gæsterne fik dog bragt sig yderligere foran, inden indskiftede Laurits Bust med endnu et flot hovedstødsmål for AaB åbnede kampen op igen til stillingen 2-3.
Herefter begyndte jagten på en reducering, og AaB satsede offensivt i slutminutterne, hvilket gav plads til en omstilling, som gæsterne udnyttede til at score til slutresultatet 2-4.
- På den positive side kan vi se, at vi spillemæssigt har fremgang og leverer en stabil indsats i forhold til de seneste kampe, men det skal selvfølgelig også gerne udmønte sig i point. Vi skal stadig kæmpe lidt hårdt for at få skabt chancer, og vi giver lidt for mange væk selv, så det skal vi arbejde med. Arbejdsindsatsen er der ikke en finger at sætte på, og hvis den fortsat er i orden, så skal tingene nok lykkes for os, siger cheftræner Lars Stensgaard til aabsport.dk.
Næste udfordring for holdet er lørdag den 19. november kl. 13.00 på udebane mod OB.
U/17: 3-2 over Silkeborg
U/17 tog lørdag ligeledes imod Silkeborg på den nye kunstgræsbane, hvor det skulle blive til den fjerde sejr i træk for det unge mandskab.
Kampen var en livlig affære fra start, og der var chancer til begge hold, men i den første halve time manglede den fornødne skarphed foran mål. Skarpheden viste Gabriel Adriano Alves Christensen (billedet) til gengæld i slutningen af første halvleg, da han afsluttede et gennemspillet angreb på flot vis med en sikker scoring til 1-0.
Efter pausen fremtvang Lukas Klitten et straffespark, som Anders Bærtelsen køligt omsatte til at bringe AaB på 2-0.
Gæsterne havde fortsat tro på tingene og fik pludselig reduceret til 2-1 på et langskud. I det efterfølgende angreb fik de desuden udlignet til 2-2, hvorefter kampen fandt ind i et mere roligt leje.
Søren Tengstedt og Andreas Horskjær kom på banen for AaB, og de var med til at sætte skub i tingene. Efter få minutter på banen gjorde Tengstedt det således til 3-2 med sin niende sæsontræffer efter oplæg fra Mikkel Kaufmann.
I slutfasen blev der endvidere debut til Mathias Ross Jensen, der nåede at markere sig godt og bidrage til, at sejren blev kørt i land.
Cheftræner Adam Harell var efter sejren godt tilfreds med de tre point:
- Kampen i dag var ikke vores mest overbevisende præstation. Ikke desto mindre var der sporadisk rigtig gode takter offensivt, mens vi giver for meget væk i den anden ende. Det er dog også en kvalitet at kunne hente tre point i de kampe, hvor præstationen ikke er fuldendt, så på det parameter er vi selvfølgelig rigtig glade. Dette bliver ikke mindre flot set i lyset af, at vi havde fem førstårsspillere i startopstillingen, slutter cheftræneren.
Næste gang holdet er i aktion er på udebane mod OB lørdag den 19 november kl. 15.15.
DS: 1-1 ude mod I.F. Skjold Sæby
Lørdag skulle Danmarksserieholdet forsøge at rejse sig fra nederlaget mod Lystrup I.F. i den seneste runde. Det skulle de i udekampen mod I.F. Skjold Sæby, hvor det blev til 1-1, og således fik holdet igen point på kontoen.
Kampen, der var efterårets sidste inden vinterpausen i Danmarksserien, startede med AaB i stor dominans. Gennem stor agressivitet blev værterne presset langt tilbage med mange chancer imod sig, og efter et kvarter gjorde Johan Ejsing det til 0-1 på et flot langskud.
Minuttet efter fik værterne dog udlignet efter et frispark lige uden for feltet, hvorpå riposten blev sendt i mål.
Markus Iversen i AaB-målet hev en god redning frem i anden halvleg, og AaB havde en del chancer i forbindelse med hjørnespark, men det blev ved 1-1 indtil slutfløjt.
Cheftræner Kenneth Cortsen udtaler efter kampen:
- Det var afslutningen på efterårssæsonen, og kampen giver et godt billede af vores halvsæson, der har været meget blandet. Vi startede kampen som lyn og torden og kommer foran, men efterfølgende var vi ikke vågne nok, og så fik de hurtigt udlignet. 1-1-resultatet var fair nok, men ikke godt nok.
- Vi slutter halvsæsonen af i den bedste halvdel, og det er okay, selvom vi havde håbet på endnu mere. Vi må konkludere, at vi har et højt topniveau, men vores bundniveau er for lavt, siger cheftræner Kenneth Cortsen til aabsport.dk.
Holdet starter forårssæsonen op igen efter nytår med første kamp lørdag den 25. marts kl. 13.00 på hjemmebane mod I.F. Lyseng.