Remis i generalprøven
I forhold til seneste testkamp mod FC Nordsjælland havde cheftræner Lars Søndergaard ændret på to pladser, i det Jakob Blåbjerg erstattede Kasper Pedersen i midterforsvaret, mens Kasper Risgård var tilbage i startopstillingen til fordel for Magnus Christensen.
Generelt stod der i store dele af første halvleg stod AaB på det meste, men gæsterne virkede tilfredse med at arbejde ud fra en stærk defensiv med hurtige omstillinger til følge, når AaB’erne mistede bolden.
Dette skete første gang efter syv minutter, hvor der dog blev headet forbi Nicolai Larsens mål efter to indlæg i feltet.
I modsatte ende var Gilli Rólantsson nærgående efter ni minutter, men måtte se sin flade afslutning blokeret af Silkeborg-målmand Thomas Nørgaard.
Efter 24 minutters spil kom kampens første scoring, da Silkeborg tiltvang sit et hjørnespark, der efterfølgende blev headet i nettet af Dennis Flinta i en situation, hvor AaB-forsvaret virkede passive.
Herefter stod der atter AaB på det meste, men opspillet blev ofte for omstændigt og langsomt med meget småspil på små områder, hvilket gjorde, at gæsterne havde relativt let ved at afvise tilløb til chancer.
Kort før pausefløjtet ville Nicklas Helenius det dog anderledes, da han fra 25-30 meters afstand tæmmede og derefter halvflugtede bolden utageligt i nettet til pausestillingen 1-1. Et ægte drømmemål.
Mønsteret fra første halvleg fortsatte i anden omgang, hvor gæsterne atter var tilfredse med at lade AaB have bolden og slå til på omstillinger.
Og igen fik midtjyderne succes med den opskrift, da et boldtab gav Nicolaj Agger masser af plads på AaB’s venstrekant. Herfra trak Silkeborg-spiller ind i straffesparksfeltet og vippede bolden til fjerneste stolpe, hvor Andreas Albers uhindret kunne heade gæsterne på 2-1.
Svaret fra AaB kom dog prompte. Blot minutter senere blev Marco Meilinger fældet udenfor straffesparksfeltet, og den teknisk stærke østriger omsatte på fornem vis selv det efterfølgende direkte frispark til scoring til 2-2.
Christian Bassogog burde have fået mere ud af sin afslutning kort efter den hele time, mens Rasmus Würtz efter 66 minutter var nærgående med et snigende, fladt skud fra distancen.
I takt med, at der kom flere udskiftninger, heriblandt Casper Sloth, der således fik sine første minutter i AaB-trøjen, blev kampens rytme brudt i slutfasen, hvor begge hold dog kunne have trukket det længste strå.
Det skete imidlertid ikke, og slutfacit blev derfor 2-2.
Om ni dage er det alvor, når AC Horsens gæster Nordjyske Arena i premieren i Alka Superligaen 2016/2017.
Billetter til kampen sælges fra mandag kl. 8.30 på aabsport.dk.
Ligeledes kan du fortsat sikre dig sæsonkort fra kun 1.000 kroner – læs mere og bestil via dette link.
Testkamp AaB-Silkeborg I.F.
2-2 (1-1)
0-1 24. Dennis Flinta
1-1 45. Nicklas Helenius
1-2 52. Andreas Albers
2-2 55. Marco Meilinger
Advarsler:
AaB: Kasper Risgård (31.),
AaB: Nicolai Larsen, Patrick Kristensen, Markus Holgersson, Jakob Blåbjerg, Gilli Rólantsson (63. Kasper Pedersen), Marco Meilinger, Rasmus Würtz, Kasper Risgård (70. Magnus Christensen), Frederik Børsting (63. Casper Sloth), Christian Bassogog (82. Sebastian Grønning), Nicklas Helenius (70. Thomas Enevoldsen)
1.762 tilskuere på Nordjyske Arena