Reaktioner fra Mascot Park (3)

12. juli 2013 kl. 18:39

Cheftræner Kent Nielsen gav efter opgøret følgende vurdering af kampen:

- Det har været en god dag for os. Vi fik et resultat og vandt en kamp, hvor vi efter første halvleg ikke er tilfredse, men som anden halvleg skred frem blev bedre og bedre.

- Vi fik scoret et rigtig godt mål og havde tilløb til flere, mens vi reelt holdt dem nede på meget få chancer, selvom de havde bolden mere end vi brød os om. Vores organisation og pres forhindrede dem dog i at kreere noget farligt.

- Alt i alt var det et godt resultat, første halvleg var ikke så god, mens anden halvleg var bedre. Samtidig var det positivt at vi vinder og igen holdt nullet, hvilket også bliver et stort tema mod FC Dila Gori i næste uge.

Også Rasmus Würtz var tilfreds med dagens indsats.

- Jeg synes det var en fin sidste test og jeg synes igen vi står fornuftigt rent defensivt. De har ikke mange chancer og omvendt synes jeg, at vi specielt i anden halvleg kommer frem til nogle gode muligheder og også får scoret, selvom vi godt kan blive bedre til det. Så der er stadig lidt at arbejde med i den kommende uge.

- Samlet set var det godt med en sejr og det er helt bestemt noget der giver selvtillid frem mod de europæiske kampe, at vi igen holder nullet. Når man kan vinde en kamp ved kun at score ét mål så er det absolut godkendt.

'