Reaktioner efter testkampen

4. juli 2011 kl. 19:21

ACH2Cheftræner Kent Nielsen gav følgende vurdering af dagens opgør:

- De første 90 minutter var præget af få chancer, men jeg synes vi var bedst i første halvleg, hvor vi formåede at gøre det svært for Horsens at spille bolden frem, mens de i anden halvleg havde godt fat i bolden, selvom vi skabte de største chancer, blandt andet Thomas Augustinussens hovedstød på overliggeren.

- I tredje halvleg var vi igen bedst og det kunne godt være blevet til mere end de to mål fra vores side. 

- Alt i alt er det positivt at seks-syv mand fik 90 minutter i benene, mens yderligere seks-syv spillere fik 60-70 minutters spilletid på højt niveau, mens mange af de unge fik spilletid. Samtidig kom vi igennem en tæt og jævnbyrdig træningskamp uden de store skrammer.

Thomas Augustinussen oplevede kampen således:

- Det var en god test og jeg synes vi spiller en okay kamp. Det var flot at holde nullet over tre halvlege, også selvom der til sidst går lidt indianerbold i den.

- Man kunne dog godt se, at begge hold har tunge ben efter opstartsfasen, men set over de første 90 minutter synes jeg vi skaber de største chancer, selvom Horsens har bolden mest.

- Endelig var det positivt at se de unge gøre det godt i tredje halvleg, hvor der var masser af gå-på-mod og gejst.

Jeppe Curth fik 74 minutters spilletid i testkampen mod AC Horsens:

- Vi spiller en fornuftigt første halvleg, hvor vi får etableret et hurtigt og direkte spil med nogle okay muligheder, men i anden halvleg presser Horsens højt på banen og vi kommer ikke så meget på bolden som vi gerne ville.

- Der var generelt ikke så mange chancer, men når man tænker på den opstart begge hold har været igennem, samt den varme der var i dag, så sætter det også sit præg på kampen – og så var det jo rart at se, at vi kunne vinde i overtid, lød det med et glimt i øjet fra AaB-angriberen.

'