Reaktioner efter Shakhtar-møde

7. februar 2015 kl. 23:52

Rasmus Jönsson fik planmæssigt de sidste 45 minutter i benene og havde flere skarpe aktioner:

sd7- Jeg synes, holdet gør det godt i dag, og vi har nogenlunde styr på Shakhtar, selvom de selvfølgelig har bolden mest.

- For mit eget vedkommende føles det bedre og bedre, og jeg kunne mærke, at jeg i dag havde mere overskud, og det er naturligvis vældig positivt, sagde Rasmus Jönsson umiddelbart efter kampen til aabsport.dk.

- Dét er jeg rigtig glad for, og nu skal der bare bygges på konditionelt, ligesom min timing og mit touch på bolden også skal blive endnu bedre, men jeg er fortrøstningsfuld, lød det fra AaB’s nummer ti.

Kenneth Emil Petersen var ligeledes tilfreds med indsatsen:

- Vi møder et klassemandskab, men kan være tilfredse med præstationen ikke mindst i en stærk første halvleg.

- Vi bliver hårdt matchet, men får alligevel løftet os i forhold til opgøret mod CSKA i onsdags, og jeg synes, vi står fint i forhold til Brugge-kampen om 12 dage, sagde AaB’s midterforsvarer.

Kent Nielsen glædede sig over præstationen, men ærgrede sig over, at det ikke blev til et uafgjort resultat:

- Med lidt held og dygtighed kunne vi have fået uafgjort i dag, men selve indholdet af vores indsats i dag var meget stærk.

- Vi spiller med stor disciplin, ligesom vores omstillingsspil var godt, og defensivt finder vi en fin balance med engang imellem at spille mere enkelt, evaluerede Kent Nielsen.

- Alt i alt leverer vi i dag på højt internationalt niveau, og samlet set har vi nu spillet tre gode halvlege mod CSKA Moskva og Shakhtar Donetsk, der alt andet lige bør være bedre end os, sagde Kent Nielsen.

Søndagen i San Pedro del Pinatar byder på to træningspas.

'