Populært preseason-arrangement

25. februar 2016 kl. 08:45

I en tætpakket Nordjyske Lounge på Nordjyske Arena bød aftenens to timer lange arrangement på flere forskellige indslag.

Preseason-5

 

AaB-spillerne tog i mod de fremmødte sæsonkortholdere, chekkede dem ind og serverede endda stadionplatte, samt øl og sodavand for de trofaste tilhængere.

Da selve arrangementet gik i gang var det første med sportsdirektør Allan Gaarde, og derefter cheftræner Lars Søndergaard, der begge fortalte om aktiviteterne i vinterpausen, transfervinduet, træningslejr, samt forventningerne til det nu nært forestående forår i Alka Superligaen. Også sportsredaktør Claus Jensen fra Nordjyske Medier gav sit besyv med omkring AaB-truppen og forårets udfordringer.

Herefter var der paneldebat med de tre førnævnte personer, samt anfører Rasmus Würtz,

hvor panelet svarede på forskellige spørgsmål fra publikum i salen. Emnerne gik over alt fra kommende mulige transfers og talentudvikling, til bedste oplevelse med AaB og flere andre emner.

Preseason-2

Aftenens store højdepunkt var præsentationen af den nye flotte AaB-trøje fra hummel, og denne blev modtaget med klapsalver da hele spillertruppen gik på scenen iført den nye kampdragt.

Arrangementet blev afsluttet med en individuel præsentation af spillere og trænerteam, forestået ved Mathias Thrane og Kasper Pedersen, der på humoristisk vis kunne fortælle sjove anekdoter og historier om hver af holdkammeraterne og trænerne under præsentationen.

AaB vil gerne takke alle fremmødte for en rigtig god aften, vi glæder os til at se alle sæsonkortholdere på Nordjyske Arena til forårets første hjemmekamp fredag den 4. marts mod OB.

'