Patrick Kristensen fortsætter i AaB

7. januar 2016 kl. 09:48

Patrick Kristensen kom til AaB som drengespiller fra samarbejdsklubben Storvorde og debuterede på klubbens bedste mandskab som 18-årig i oktober 2005.

PK_udebane_Hobro02I går faldt en forlængelse på plads med anfører Rasmus Würtz, og sportsdirektør Allan Gaarde glæder sig over, at endnu en signatur er på plads:

- Patrick er en intelligent og teknisk dygtig fodboldspiller, der nu med sine 28 år befinder sig i sin bedste fodboldalder.

- Samtidig er Patrick en altid værdig repræsentant for AaB, og han har stor betydning for truppen, ligesom vi er overbeviste om, at han stadig har et udviklingspotentiale, som vi sammen skal forløse, siger Allan Gaarde.

For Patrick Kristensen har det været førsteprioritet at forlænge aftalen med AaB:

- AaB er min klub, og der jeg hører til. Vi har gang i et spændende projekt både på og uden for banen, og vores attraktive spillestil er også noget, der passer mig godt.

- Det er velkendt, at AaB formår at fremelske mange talenter, som også får chancen på førsteholdet, og jeg har jo selv været én af dem, der har slået igennem ad den vej, konstaterer Patrick Kristensen.

- Jeg ser frem til at være med til at føre AaB’s værdier videre til de unge spillere, og rent sportsligt er min ambition – nu hvor Henrik Dalsgaard er rejst til Belgien – at erobre pladsen i højre forsvarsside. Gilli (Rólantsson, red.) gør det også godt, men jeg vil gøre alt for, at Lars Søndergaard (AaB’s cheftræner, red.) er tvunget til at kigge min vej, og jeg glæder mig helt vildt til et spændende forår, fastslår Patrick Kristensen.   

Patrick Kristensen står foreløbig noteret for 270 officielle kampe og 11 scoringer for Hele Nordjyllands Hold, ligesom det tidligere i karrieren blev til 18 U-landskampe for Danmark.

I den nuværende trup har 17 ud af 26 spillere spillet ungdomsfodbold i AaB.

'