Ny storsejr til AaB's reserver
Med dagens sejr over et navnemæssigt velbesat FC Midtjylland-hold satte de ubesejrede AaB’ere sig på førstepladsen i puljen.
Hos AaB afløste Rolf Toft i sidste øjeblik en småsyg Kasper Kusk i startformationen, og holdet fik en drømmestart, da Henrik Dalsgaard allerede i det andet minut gled fri på Nicolaj Thomsens pasning, hvorefter den hurtige angriber med et klassisk Elkjær-chip elegant sendte læderet over FCM-keeper Jonas Lössl.
AaB dominerede i de efterfølgende minutter, og Kayke fik testet Lössl, inden FC Midtjyllands bageste skanse ikke så for heldig ud, da Rolf Toft curlede bolden under ham og i mål.
Paradoksalt nok overtog gæsterne herefter styringen, og overtaget gav gevinst efter den halve time, da Kasper Hansen hamrede bolden i mål via underkanten af overliggeren.
AaB-målmand Carsten Christensen var på sin plads ved endnu et farligt FCM-forsøg, før Jacob Ogunleye i første halvlegs sidste minut helflugtede på overliggeren.
FC Midtjylland indledte også anden halvleg med mest initiativ, men AaB gjorde det alligevel til 3-1, da Henrik Dalsgaard efter 58 minutter stod for forarbejdet til Kayke, der ikke svigtede foran mål.
I fortsættelsen havde både Kayke, Henrik Dalsgaard, Rolf Toft, Nicholas Gotfredsen og Nicolaj Thomsen nærgående forsøg, før gæsternes Danny Olsen med 17 minutter igen bragede bolden højt på den ene opstander i den modsatte ende af banen.
Straks efter lukkede AaB dog kampen, da Nicolaj Thomsen nydeligt frispillede Henrik Dalsgaard, der kvitterede med en klinisk afslutning.
Og bare to minutter senere blev Henrik Dalsgaard noteret for sin sjette scoring i sæsonens Reserveholdsturnering, da han i to forsøg udnyttede forarbejdet fra indskiftede Andreas Bruhn.
Både Erick Vasquez og Nicolaj Thomsen havde i slutminutterne gode muligheder for yderligere at udbygge slutcifrene på 5-1.
AaB’s næste opgave i turneringen er hjemmekampen mod Viborg F.F. 27. september.
Matchfacts – Reserveholdsturneringen, Pulje Nord, 5. spillerunde
AaB-FC Midtjylland 5-1 (2-1)
2. min 1-0 Henrik Dalsgaard, 19. min 2-0 Rolf Toft, 30. min 2-1 Kasper Hansen, 58. min 3-1 Kayke, 75. min 4-1 Henrik Dalsgaard, 77. min 5-1 Henrik Dalsgaard.