Ny sejr til AaB-reserverne

11. april 2011 kl. 17:38

Det var dog værterne der indledte opgøret med et voldsomt pres mod AaB-mandskabet, et jerngreb der varede det meste af kampens første 25 minutter.

AaB havde således enormt svært ved at holde bolden i egne rækker, mens Brøndby formåede at komme først på de fleste bolde og skabe en række chancer.

I alt tre store tilbud blev det til, men Nicolai Larsen viste fornemme takter i AaB-målet og leverede flere flotte redninger inden AaB-reserverne kort før den halve time endelig kom længere frem på banen og begyndte at vise tænder i modsatte ende.

Således viste værternes defensiv sig ikke helt dirkefri, og både Jeppe Curth og Kayke fik pæne tilbud inden pausen.

Fra anden halvlegs start var det AaB’erne der fik god medvind og indledte med et længerevarende pres. Her var der atter gode muligheder i front, men de helt store 100-procents chancer udeblev dog.

Således skulle man helt frem til et kvarter før slutfløjt, hvor U/19 Liga-spilleren Rolft Toft blev skiftet ind for Kayke.

Unge Toft var knapt kommet på banen, før han med sin første offensive aktion slap fri foran mål og scorede sikkert til 1-0.

I den afsluttende fase burde det også være blevet 2-0 til AaB, inden Brøndby til sidst fik mønstret et mindre pres, der dog ikke gav pote, hvorfor forårets anden sejr over Brøndby-reserverne var en kendsgerning. 

'