Nu skal AaB’s Superliga all-star hold kåres

26. marts 2014 kl. 12:22

Således vil vinderen i denne sæson blive Danmarksmester nr. 100 og i den forbindelse er det sammen med DBU, de 12 nuværende Superliga-klubber og rettighedshaverne Viasat og CMore samt DR P3 blevet besluttet at give sæsonen ekstra opmærksomhed i form af en række forskellige jubilæumsaktiviteter.

Hver Superliga-klub afholder i løbet af sæsonen en jubilæumskamp, ligesom man vil kåre Årets Superliga-spiller, Århundredets Superliga-spiller og Århundredets All-star hold.

Superliga-klassiker som jubilæumskamp

For AaB’s vedkommende finder sæsonens jubilæumskamp sted den 13. april, når Brøndby I.F. gæster Nordjyske Arena i 26. spillerunde – en ægte klassiker i Superligaen mellem de eneste to hold, der har deltaget i samtlige Superligaens 24 sæsoner.

I forbindelse med kampen skal der således kåres et AaB all-star hold bestående af 11 spillere, samt fire udskiftere.

Disse vil blive valgt via afstemning på AaB’s officielle Facebook-side, og afstemningen vil foregå over de kommende fire dage, hvor der skal stemmes på målmand, forsvarsspillere, midtbanespillere og angribere.

De nominerede spillere er valgt af et udvalg bestående af:

- Poul Erik Andreasen - nuværende talentchef og tidligere cheftræner for AaB, samt manden der trænede AaB’s første guldvindende hold i 1994/1995.

- Mads Aagaard – formand for AaB Support Club, der er AaB’s officielle fanklub

- John Laden Jensen - klubhistoriker i AaB

Efter afstemningen vil de 15 udvalgte spillere blive præsenteret her på aabsport.dk, samt – så vidt det er muligt – i forbindelse med kampen mod Brøndby I.F. på Nordjyske Arena.

Flere overraskelser i vente

I forbindelse med jubilæumskampen den 13. april mod Brøndby I.F. vil der også være andre overraskelser i vente, blandt andet en kåring af AaB’s ”Gyldne øjeblik”, samt diverse konkurrencer for fans.

All-star kåringer

I sæsonens sidste spillerunde - på DBU's 125 års fødselsdag d. 18. maj - forestår Divisionsforeningen og DBU kåringer af Årets Superliga-spiller, Århundredets Superliga-spiller og Århundredets All-star hold. I forhold til de tre kåringer udpeges der et særligt ekspertpanel, der sammen med de danske fodboldfans vil udpege de spillere, der igennem de sidste 100 år har sat et særligt stort aftryk i Danmarksturneringen i fodbold.

'