Nørresundby trak lige så mange tilskuere som Real Madrid
Af Frits Ahlstrøm – TV3 Sport
Det er ganske vist, men Nørresundby Boldklub (NB) trak næsten lige så mange tilskuere til Aalborg Stadion som Real Madrid CF gjorde.
Da den spanske storklub den 26. august 1976 knap to måneder efter at have hentet Henning Jensen i VfL Borussia Mönchengladbach gæsteoptrådte på Aalborg Stadion og spillede 2-2 mod et forstærket AaB-hold, var der 17.700 tilskuere.
Otte år senere kom der 17.300 for at se AaB mod Nørresundby Boldklub i den danske 3. division.
Henning Jensen, en af dansk fodbolds største og mest elegante spillere, var i mellemtiden efter sin eventyrlige karriere i udlandet samt to sæsoner i AGF vendt hjem til barndomsklubben, som han havde nået at spille for i Danmarks-serien og desuden repræsenteret på A-landsholdet inden han blev professionel i sommeren 1972.
De, der var med i den kamp 2. pinsedag for godt 32 år siden, glemmer den aldrig; lige så lidt som mange af tilskuerne gør det.
TV3 Sport har talt med flere af dem.
- Det var surrealistisk, erindrer DBU’s nuværende trænerudviklingschef Peter Rudbæk, der havde sit første år som cheftræner i AaB. Der var ikke plads nok på tribunerne til alle, der var sluppet igennem tælleapparaterne. Jeg sad på en skammel ved sidelinjen, omgivet af tilskuere.
- Folk fik lov at springe over hegnet og sætte sig på græsset, fortæller Mogens Jørgensen, der scorede til slutresultatet 4-1 og blev kåret som kampens bedste tekniker. Jeg spillede på venstre fløj, og især børnene var så tæt på sidelinjen, at jeg flere gange i fuld fart måtte løbe udenom dem og ind på banen igen for at få fat i bolden, når jeg havde spillet den forbi en modstander.
- Hvis nogen skulle foretage et langt indkast og havde brug for et længere tilløb, måtte han løbe zig-zag imellem tilskuerne.
- Det var en byfest ud over det sædvanlige, og den blev kun bedre af, at det var et pragtfuldt vejr, tilføjer Mogens Jørgensen. Alle tilhængere fra Nørresundby spadserede til Aalborg Stadion. Det var et syn for guder at se dem gå i flok over Limfjordsbroen.
Mogens Jørgensen betegner kampen som den største i sit liv.
Ove Flindt Bjerg rangerer den også som et af højdepunkterne i en fornem karriere, der omfattede professionel fodbold i Tyskland, Østrig og USA samt 18 landskampe for Danmark, inklusive den mod Sverige i 1976, da han på Nya Ullevi i Göteborg lavede sejrsmålet i 2-1 kampen mod Sverige og sørgede for den første danske sejr på svensk jord i 39 år.
-Alle talte om den hele ugen op til kick-off, husker han. Henning Jensen og jeg blev fotograferet på havnen, og billedet blev vist på forsiden af Aalborg Stiftstidende under overskriften ”Hvem vinder slaget om Limfjorden”.
-Det var fantastisk for en gammel mand som mig at være med til, siger Ove Flindt Bjerg, som halvanden måned senere fyldte 36 år. Og det blev endnu bedre af, at vi senere på året rykkede op i 2. division.
Det var en stående bemærkning, at det eneste alternativ for en talentfuldspiller i NB var AaB. Det gjaldt også for Poul Erik Andreasen, der var såvel spiller som træner i begge klubber. Han førte i 1995 som træner AaB til klubbens første af fire danske mesterskaber og er nu talentchef i klubben.
AaB var også målet for unge ambitiøse spillere i Lindholm Idrætsforening.
Henrik ’Siller’ Pedersen, der fik sin fodboldopdragelse i Lindholm, havde været i AaB i mindre end et halvt år, da klubben samlede 17.300 tilskuere til topopgøret mod Nørresundby.
- Den kamp sidder dybt i både mit hjerte og min hjerne, siger han. Jeg var kun 19 år, så det var virkeligt stort. Og det blev jo endnu større af, at jeg lavede vore to første mål.
Henrik ’Siller’ Pedersen spillede for AaB i to perioder; først i fire år og senere i to år.
- I min anden periode havde AaB fået Peter Rasmussen, Peter Møller og Jes Høgh, der alle kom på landsholdet; så der var ikke altid plads til mig på 1. holdet, bemærker han.
I nordjyske fodboldkredse omtales Henrik Pedersen konsekvent som Siller – ligesom faderen og sønnen.
Faderen Jørgen var centerhalf i Lindholm. Når nogen spurgte ’hvem er han’, lød svaret: Det er Signe’s – underforstået Signe’s dreng, der langsomt blev til Siller. Kælenavnet gik videre til Henrik; i første omgang som Bette Siller. Nu klæber det til Henriks søn Simon, der spiller på 1. holdet i Nørresundby Forenede Boldklubber og skal være med mod AaB på onsdag.
- Jeg har fortalt Simon hvad der skal til for at vinde en sådan kamp, lyder det fra fader Henrik, efterfulgt af en mild latter.