Nicolai Larsen: Opstarten giver os timingen på plads

9. januar 2013 kl. 09:33

Nicolai _Larsen- Det er lidt anderledes med opstarten for os målmænd, da vi får speciel målmandstræning af Poul Buus (AaB’s målmandstræner, red). Sidste år var cirka en tredjedel af træningspassene anderledes for os i opstarten, så når resten af truppen var ude at løbe trænede vi i stedet indlæg og skud på mål.

- Især indlæggene er meget vigtige at få trænet nu, da man efter fire ugers pause er blevet sat lidt tilbage og derfor ikke har helt den rette timing, så det skal trænes op igen. Det samme gælder også for markspillerne, der jo har fokus på pasningerne her i opstarten, lyder det fra Nicolai Larsen, der dog frygter hvis vintervejret skulle vise sig fra sin værste side.

- Al målmandstræningen sker på kunstgræsbanerne, så det værste der kan ske for os er hvis der kommer sne og is, for så kan vi ikke træne ordentligt og må så følge programmet for resten af truppen.

- Selvfølgelig er de andre lidt misundelige over at vi ikke skal løbe helt så meget, men det er dog ikke sådan at Carsten (Christensen, red) og jeg ikke også træner hårdt, vi får bare lov at træne mere med bold, hvilket naturligvis er sjovere end at træne uden.

- Dog er vi selvfølgelig sammen med de andre på de fleste af træningspassene, og jeg løb da også yo-yo test i går ligesom alle andre.

Alligevel ved Nicolai Larsen godt hvad han lige nu glæder sig allermest til:

- I første omgang er det træningslejren i Portugal, men ellers er det at komme frem til marts måned, så vi kan få lidt varmere vejr og græs under fødderne, det er klart at foretrække i forhold til kulde og kunstgræs.

AaB-truppen træner i dag onsdag en enkelt gang, mens torsdagen byder på yderligere to træningspas.

'