Nicolai Larsen klar til møde med sin tidligere klub

22. september 2011 kl. 14:02

Den talentfulde U/21-landsholdsmålmand ser dog kampen som enhver anden opgave.

- Det bliver da sjovt at møde Lyngby, men det er faktisk ikke noget, jeg har gjort mig særlige tanker omkring.

Nicolai Larsen1- Det vil sige, at jeg forbereder mig som altid. Jeg er heller ikke mere spændt eller føler, at jeg skal vise mere, end jeg plejer, fordi vi møder Lyngby, siger Nicolai Larsen til aabsport.dk.

Den 20-årige keeper debuterede for AaB 17. juli, og foreløbig er det blevet til ti kampe som ankermand for AaB’s bedste mandskab.

- Som hold har vi fået en god start, selvom de to seneste kampe ikke har givet point. Vi har fået lagt god afstand til bunden, og forhåbentlig har vi i den sammenhæng taget yderligere et skridt, når Lyngby-kampen er spillet.

- For mit eget vedkommende synes jeg, det er gået okay. Jeg er ikke faldet igennem, men det handler hele tiden om at forbedre mit spil og få barberet de fejl væk, som opstår, påpeger Nicolai Larsen, der indtil videre står noteret for 34 ungdomslandskampe for Danmark.

Med flot opbakning fra tilskuerpladserne er der forhåbentlig en ny positiv oplevelse i vente mandag aften.

- Ikke mindst på hjemmebane har vores publikum været fantastisk, og forhåbentlig kan vi i fællesskab overvinde Lyngby. Det bliver absolut ikke en nem kamp. Vi skal stå sammen som hold og bringe den energi og attitude, som er nødvendigt for at få en sejr, fastslår Nicolai Larsen, der nyder livet i Nordjylland.

- Jeg er faldet godt til i Aalborg. Det kan jeg ikke løbe fra, lyder den jordnære afslutningsbemærkning med sjællandsk accent.

Køb i forsalg din billet til AaB’s vigtige kamp mod Lyngby Boldklub her.

'