Nederlag – men AaB-optur fuldendt
Overskriften på denne kampreportage havde egentlig fået titlen ”Nedtur og 1. division for AaB”, men på dramatisk vis ændrede udviklingen sig altså i AaB’s favør i de døende minutter.
Man siger, at held og uheld i løbet af en sæson udligner sig, og var det mon denne dag de i efteråret uheldige offside-annuleringer af flere ellers korrekte AaB-scoringer, der fik facit til at tippe AaB’s vej? Det føltes sådan.
I forhold til opgøret i onsdags mod SønderjyskE havde AaB to ændringer i startformationen, hvor Mathias Wichmann og Jeppe Curth afløste Chris Rolfe og Kayke.
Ikke uventet åbnede dagens opgør i nationalarenaen med tung FCK-dominans, men det var AaB, der havde kampens første forsøg, da Mathias Wichmann sendte et langskud langt forbi mål.
Minuttet senere fik AaB også dystens første chance, da anfører Kjetil Wæhler med en smart pasning overspillede den fremstormende FCK-defensiv, så Anders Due fik frit løb, men i skudøjeblikket fik en forsvarer tacklet Due.
Efter 13 minutter kom værternes første tilbud, da Thomas Augustinussen tabte en nærkamp med Zdenek Pospech, der sendte et præcist indlæg ind til en blank Dame N´Doye, der på forunderlig vis headede den gigantiske chance forbi målrammen.
Jeppe Curth fik i den modsatte ende ikke ordentligt ramt på et indlæg fra Mathias Wichmann, mens Kenneth Emil Petersen halvvejs i halvlegen fik blokeret César Santins flugter.
Den fortjente føringstræffer kom i det 26. minut, hvor Zdenek Pospech nøjagtig som tidligere smækkede et præcist indlæg ind foran mål, hvor César Santin headede læderet i netmaskerne.
Generelt lavede AaB for mange uprovokerede fejl, men alligevel opstod der en god chance syv minutter før pausen, hvor Michael Lumb lagde bolden til rette for Thomas Augustinussen, der sendte bolden fladt forbi den ene opstander.
Efter 40 minutter var FC København på ny nærgående, da Dame N’Doye headede Claudemirs indlæg forbi mål hos en ellers prisgivet AaB-keeper Karim Zaza.
Føringen blev dog alligevel fordoblet i første halvlegs tillægstid, hvor den tidligere AaB’er Jesper Grønkjær smukt krøllede kuglen op i det modsatte målhjørne.
Dermed var AaB i pausen under nedrykningsstregen, og som anden halvleg skred frem, blev tingene kun forværret af føringer til både Lyngby Boldklub og Randers FC.
César Santin var ikke mange centimeter fra at bringe værterne på 3-0, mens AaB var tæt på reducering i det 61. minut efter en dobbeltchance til Morten Duncan Rasmussen.
Rasmus Würtz sendte et skudforsøg snert over målhjørnet, men efterhånden gik opgøret i tomgang med to mandskaber, der syntes at have beseglet deres skæbne som henholdsvis mester og nedrykker.
AaB’s sidste farlige offensive tiltag kom fra Nicklas Helenius, men ud af ingenting blev skuffelse forvandlet til forløsning, da bulletinerne fra Randers indløb.
Man siger at hold, der overvintrer på sidstepladsen, rykker ned. Men folk siger jo så meget…
Matchfacts – Superligaen, 33. runde
FC København-AaB 2-0 (2-0)
26. min 1-0 César Santin, 45. min 2-0 Jesper Grønkjær.
Advarsler FC København: Ingen.
Advarsel AaB: Kenneth Emil Petersen (32).
27.092 tilskuere i Parken.
FC København (4-4-2): Johan Wiland, Zdenek Pospech (90: Saban Özdogan), Mathias Zanka Jørgensen, Mikael Antonsson (69: Sölvi Ottesen), Oscar Wendt, Claudemir, Thomas Kristensen, William Kvist, Jesper Grønkjær (90: Thomas Delaney), César Santin, Dame N’Doye.
AaB (4-4-2): Karim Zaza, Lasse Nielsen, Kenneth Emil Petersen, Kjetil Wæhler, Michael Lumb, Mathias Wichmann (60: Lucas Andersen), Rasmus Würtz, Thomas Augustinussen, Anders Due, Jeppe Curth (46: Nicklas Helenius), Morten Duncan Rasmussen (64: Kayke).
Dommer: Nicolai Vollquartz.