Lucas boltrer sig i varmen

13. januar 2012 kl. 11:27

Lucas Andersen har som bekendt selskab af klubkammeraterne Nicklas Helenius og Lasse Nielsen, og førstnævnte nyder turen:

Lucas Andersen1- Jeg føler, at jeg kan flytte mig meget ved at træne med nogle af de bedste spillere, som har mere erfaring end mig selv, så jeg suger til mig under træningslejren. Det er en drøm at få lov til at træne under Morten Olsen, og det er en kæmpe oplevelse for mig. Selvom jeg har drømt om det, havde jeg ikke forventet, at det ville ske i den nærmeste fremtid, så det er selvfølgelig fedt at være med, siger AaB’s stortalent til dbu.dk.

Og han har allerede fået gode råd af den danske landstræner:

- Jeg har fået at vide, at mit udfordringsspil og mine driblinger er nogle af mine spidskompetencer. Jeg har en god fart og er god til at sætte folk af. Dét, jeg skal arbejde på, er, at bringe mig selv mere i spil, så jeg får bolden mere og kommer mere med i spillet.

Trods stor interesse fra udlandet understreger Lucas Andersen, at han har det godt i AaB.

- Det er et ekstra skulderklap at høre, at flere klubber er interesserede, og det giver mig en større tro på mig selv. Det betyder også, at jeg vil det endnu mere, fordi mit arbejde giver pote. Men jeg har det fint, hvor jeg er nu, og hvis jeg kan få mere spilletid i foråret i AaB, kan jeg rykke mig endnu mere.

AaB’s sportsdirektør Lynge Jakobsen udtalte i går til sporten.dk, at Lucas Andersen er det største salgsobjekt i klubben siden Jesper Grønkjær. Og den sammenligning tager Lucas Andersen som en kompliment:

- Det er fedt at blive sammenlignet med én, der har haft en så stor karriere, og det giver mig da et selvtillidsboost. Det viser, at folk kan se mit potentiale, og det er jeg glad for, slutter Lucas Andersen i interviewet med Dansk Boldspil-Unions officielle hjemmeside.

Det danske ligalandshold med de tre AaB'ere i truppen spiller søndag kl. 10.30 dansk tid den første kamp ved Kings Cup med Norges ligalandshold som første modstander.

'