Lasse Nielsen og Risgård tilbage for AaB

4. december 2013 kl. 15:58

AaB har tre gange tidligere mødt AGF i DBU Pokalen, og i alle tre tilfælde – senest i kvartfinalen i 1991 – har aarhusianerne sejret, hvilket AaB’s cheftræner Kent Nielsen selvsagt ikke håber, bliver udgangen i år.

Kent10- Pokalfodbold har sin egen historie, og uanset hvordan resultaterne har været i ligaen, så rummer pokalkampe altid masser uforudsigelighed.

- I morgen gælder det to ligeværdige hold, som begge har stolte pokaltraditioner, så begge klubber ved, hvor meget det betyder at nå frem til en finale, siger Kent Nielsen med henvisning til AGF’s deltagelse i 11 finaler og AaB’s ditto i ti.

Torsdag aftens kvartfinale er identisk med AaB’s 29. af slagsen, hvilket ingen andre danske klubber har præsteret.

- Det er logisk, at vores målsætning for i morgen er at sikre os videre adgang til to spændende semifinaler i foråret. Vi vil forsøge at fastholde vores resultatmæssige momentum, mens vi i forhold til vores to seneste kampe har plads til forbedring rent spillemæssigt, hvilket ellers har været et af vores varemærker i et indtil videre stærkt efterår, siger Kent Nielsen, der har udtaget følgende 19 navne:

1 Nicolai Larsen, 2 Patrick Kristensen, 4 Lasse Nielsen, 5 Kenneth Emil Petersen, 7 Anders Due, 8 Rasmus Würtz, 11 Rasmus Jönsson, 14 Mathias Wichmann, 17 Kasper Kusk, 18 Anders K. Jacobsen, 19 Søren Frederiksen, 20 Henrik Dalsgaard, 21 Kasper Risgård, 22 Carsten Christensen, 23 Nicolaj Thomsen, 26 Rasmus Thelander, 28 Hallur Hansson, 30 Andreas Bruhn og 33 Lukas Spalvis.

Jakob Ahlmann og Thomas Augustinussen må begge undvære opgøret som følge af overbelastning.

Udover avancement til semifinalerne spiller klubberne om 20.000 kr. sponsoreret af Oddset, som vinderholdet umiddelbart efter slutfløjtet løber ned og overrækker sine supportere. Beløbet er øremærket tifo-arbejdet og stemningsskabende aktiviteter til det næste indbyrdes slag om Jylland.

'