Kristian Kjelling forlænger med Aalborg Håndbold

7. maj 2011 kl. 15:56

30-årige Kristian Kjelling kom til AaB Håndbold i sommeren 2009 og havde sin store andel i klubbens danske mesterskab i sidste sæson.

Han er en af ligaens største profiler og mest komplette spillere, og det er også en tilfreds direktør for Aalborg Håndbold, der har fået nordmandens underskrift på en forlængelse af kontrakten:

- Kjelling betyder meget for vort hold - både på og uden for banen, og jeg ser det også som et stort cadeau til Aalborg Håndbold, at han har valgt at forlænge aftalen med endnu et år. Jeg er ret overbevist om, at vi med Kjelling 100 procent fit for fight spiller med om medaljer i næste sæson, siger Jan Larsen.

- Fremtiden tegner lys for Aalborg Håndbold, og det vil jeg gerne være en del af i de kommende to sæsoner, siger Kristian Kjelling. Det har ikke været sjovt at sidde så meget uden for i denne sæson, så jeg er ekstra motiveret for at bidrage med alt, hvad jeg kan. Samtidig trives jeg og hele familien rigtigt godt i Aalborg, siger Kristian Kjelling.

Kristian Kjelling, der i løbet af de seneste ti sæsoner har spillet 145 A-landskampe for Norge og scoret 561 mål, kom til AaB Håndbold efter otte sæsoner i de to spanske topklubber Ademar Leon og Portland San Antonio.

Samtidig med forlængelsen af aftalen med Kristian Kjelling oplyser direktør Jan Larsen, at svenskeren Olof Ask og islændingen Ingimundur Ingimundarson stopper i klubben efter denne sæson.

'