Komfortabel sejr til reserverne

4. september 2012 kl. 17:48

Dermed hentede AaB-reserverne den fjerde sejr af fem mulige, og efter en jævnbyrdig første halvleg styrede AaB fuldstændig begivenhederne i de sidste 45 minutter, hvorfor gevinsten snildt kunne være blevet større.

Første halvleg var intens, men noget usammenhængende, da begge mandskaber havde svært ved at få kombinationerne til at flyde.

Rolf Toft var nærgående et par gange for AaB, mens værternes Ronni Iversen i det 33. minut testede AaB-keeper Carsten Christensens evner i målet.

Mod slutningen af halvlegen overtog AaB mere og mere taktstokken, og Kayke kom til et par udmærkede afslutninger.

Trods flere ud- og indskiftninger flød spillet langt bedre for AaB efter pausen, hvor Andreas Bruhn efter en time gjorde det til 1-0, da U/19 Liga-spilleren først på eminent vis tæmmede bolden og drejede rundt mellem to mand, inden læderet efter yderligere et par træk blev hamret op i målhjørnet fra kanten af straffesparksfeltet. En smuk scoring.

Herfra var der kun et hold på banen, og Kayke burde have øget føringen, da han blændende blev spillet fri af Nicolai Thomsen, men brasilianerens chip over den fremstormende målmand gik forbi målrammen.

Også Lukas Spalvis fik en stor chance, mens Andrés Flores truede i den modsatte ende efter en hurtig omstilling.

Kayke forsøgte sig endnu engang, inden Nicholas Gotfredsen efter 69 minutter headede Kasper Bøgelunds fine aflevering på overliggeren.

Med 12 minutter igen fik AaB omsider fordoblet føringen, da endnu en U/19 Liga-spiller personificeret i Lukas Spalvis kom på måltavlen, da han resolut og klinisk sendte Nicolai Thomsens forarbejde i netmaskerne.

AaB’s næste kamp i turneringen er ligeledes mod Viborg F.F., som gæster Aalborg om et par uger.

Matchfacts – Reserveholdsturneringen, Pulje Nord, 5. spillerunde
Viborg F.F.-AaB  0-2 (0-0)
60. min 0-1 Andreas Bruhn, 78. min 0-2 Lukas Spalvis.

'