Koldt AaB-nederlag

29. januar 2012 kl. 14:21

I bidende kulde og på en vanskelig bane forsøgte de to mandskaber at få det bedst mulige ud af betingelserne.

AaB dominerede spillemæssigt, selvom det generelt var svært at få fart i bolden.

vff2Trods overtaget var hjemmeholdet farlige på omstillinger, og målmand Nicolai Larsen måtte to gange afværge pæne muligheder inden for de første 20 minutter.

AaB’s første tilbud opstod i det 24. minut, da Lucas Andersen fandt Anders Kaagh, hvis afslutning gik forbi mål.

Fire minutter senere tog Viborg F.F. i stedet føringen, da Thomas Dalgaard klinisk udplacerede Nicolai Larsen.

Straks efter var Nicklas Helenius tæt på udligning, men hjemmeholdets målmand på prøve, Marcin Cabaj, fik reddet bolden oppe i det ene målhjørne.

Tre minutter før pausen burde det være blevet til udligning, da Lucas Andersen elegant tørrede tre mand i straffesparksfeltet, før læderet blev serveret for Kasper Kusk, hvis afslutning med højrebenet blev afværget på selve mållinien af en VFF-forsvarer.

vff4AaB fastholdt dog angrebet, hvorfor 1-1 scoringen kom øjeblikket senere, da Kasper Bøgelund fra distancen bragede kuglen flot i nettet.

Ni mand blev som aftalt på forhånd skiftet i pausen, og allerede i det 49. minut var Rolf Toft nærgående.

AaB samlede i det første kvarter alle bolde op, og Rolf Toft fik en ny chance efter 61 minutter, men lobforsøget over den fremstormende Marcin Cabaj gik forbi den fjerneste stang.

To minutter senere kunne hjemmeholdet i stedet have taget føringen, da et mistimet indgreb fra Nicolai Larsen medførte en stor chance til Thomas Dalgaard, som sendte bolden forbi en tom målramme.

2-1 scoringen kom dog alligevel midtvejs i halvlegen, hvor AaB blev overspillet, så Kevin Mensah kunne passere Nicolai Larsen.

Resten af affæren blev spillemæssigt en rodet omgang, men AaB fik dog tre gode muligheder for at undgå nederlaget.

11 minutter før tid helkiksede Nicholas Gotfredsen fra tæt hold efter et AaB-hjørnespark, mens Marcin Cabaj i sidste minut kom i vejen for Patrick Kristensens forsøg, der blev pareret ud for fødderne af en helt fri Anders Due, som fra en position omkring straffesparkspletten dunkede bolden langt over mål.

Næste test for AaB spilles på lørdag aften i Norge hos IK Start Kristiansand.   

Matchfacts – testkamp
Viborg F.F.-AaB  2-1 (1-1)
28. min 1-0 Thomas Dalgaard, 43. min 1-1 Kasper Bøgelund, 67. min 2-1 Kevin Mensah.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Kasper Bøgelund (46: Daniel Moth), Thomas Augustinussen (46: Nicholas Gotfredsen), Pól Jóhannus Justinussen, Jakob Ahlmann (46: Lasse Nielsen), Chris Rolfe (46: Henrik Dalsgaard), Rasmus Würtz (46: Patrick Kristensen), Lucas Andersen (46: Anders Due), Kasper Kusk (46: Rolf Toft), Nicklas Helenius (46: Jeppe Curth), Anders Kaagh (46: Kayke).

'