KEP på træningsbanen

11. februar 2012 kl. 19:46

alvor2I de seneste fire uger har Kenneth Emil Petersen været plaget af en betændt akillessene, men planen fra sundhedssektoren og trænerstabens side har gennem forløbet været at få den stærke midterforsvarer gjort klar til træningslejren.

Og i dag deltog KEP planmæssigt i den første del af træningen sammen med de øvrige spillere, hvorefter først fysioterapeut Morten Skjoldager og efterfølgende fysisk træner Ashley Tootle tog over.

- Det er gået over al forventning i dag, hvilket selvfølgelig er meget positivt, konstaterer Kenneth Emil Petersen over for aabsport.dk.

- Jeg har ikke prøvet at have problemer med akillessenen før, men kommer der ikke en negativ reaktion på træningen i dag, så må vi sige, at vi har timet det rigtigt.

alvor4Og Kenneth Emil Petersen glædede sig i samme åndedrag over faciliteterne på Le Meredien Penina Golf & Resort hotel.

- Det er fantastiske omgivelser både hvad angår stedet og banen, og det er noget af det bedste, jeg har oplevet på træningslejr. Så derfor satser jeg selvfølgelig på at være med så meget hernede som overhovedet muligt og helst i fuldt omfang.

Dagens træning bestod af opvarmningsspil, mens målmandstræner Poul Buus beskæftigede Nicolai Larsen og Carsten Christensen med specialtræning.

For de spillere som i går fik meget spilletid mod FC Vestsjælland blev træningen en forholdsvis let omgang, mens de øvrige havde intervalspil.

Endelig var der styrketræning for alle mand, før aftensmaden skal indtages.

I morgen træner AaB både formiddag og eftermiddag. 

'