Kent Nielsen - Vi glæder os til kamp
Cheftræner Kent Nielsen glæder sig over udbyttet af de første dage på træningslejren.
- Det altoverskyggende på en træningslejr er selvfølgelig banen, og der må vi sige, at vi træner på en grønsvær i perfekt stand.
- Herudover er det meget positivt, at vi har mange spillere, der kan træne. Selvfølgelig er det ærgerligt at skulle sende to mand hjem (Kenneth Emil Petersen og Henrik Dalsgaard, red.), men det er positivt, at vi igen i dag har 22 spillere i aktion, påpeger Kent Nielsen over for aabsport.dk.
- De seneste par dage har været præget af taktisk træning, og nu glæder vi os til at komme i kamp. Spillerne er selvfølgelig lidt slidte, men nu har de fri i eftermiddag, så de kan få samlet kræfter.
- I morgen formiddag vil blot bestå i at øve standardsituationer, og så er vi klar til kamp, lyder det fra Kent Nielsen, der endnu ikke har lagt sig endeligt fast på morgendagens startopstilling.
AaB’s dyst mod FC Metalurh Zaporizhya spilles kl. 16.00 i Marbella på Marpafut Elite Football Training Centre.