Kent Nielsen ser frem til hård test mod CSKA Moskva

4. februar 2015 kl. 13:49

For aftenens startspillere bød onsdag formiddag på ganske let træning, mens den øvrige trup minus skadede Thomas Enevoldsen trænede igennem på Pinatar Arena Football Center.

cup1Cheftræner Kent Nielsen forventer, at AaB testes maksimalt mod moskovitterne:

- I aften skal vi selv præstere maksimalt i længere tid end i de første testkampe; det vil være påkrævet, at vi er hurtigere i opfattelsen og har større kvalitet i vores boldomgang.

- Men det vil jo også være situationen om blot 15 dage mod Club Brugge, og derfor er det optimalt med tre kampe på højt niveau her på træningslejren, fastslår Kent Nielsen over for aabsport.dk.

De umiddelbare offensive profiler hos CSKA Moskva er Bibras Natkho, Ahmed Musa og Roman Eremenko.

- Vi kommer til at møde et meget levende hold, der også er fysisk stærkt og har en god organisation, hvorfor vi skal udfordre dem med masser af bevægelighed, siger Kent Nielsen.

Opgøret mellem de danske og de russiske mestre har kickoff kl. 18.00.

'