Kayke ude af sæsonpremieren

Efter en scanning i Aalborg er det blevet klarlagt, at Kayke står foran en meniskoperation, som AaB har givet grønt lys for, bliver foretaget i Brasilien.
Den 24-årige spiller returnerer således i de nærmeste dage til sit hjemland og vender tilbage til AaB inden for to-tre uger.
Dermed misser Kayke Superliga-premieren mod AGF, men det er forventningen, at brasilianeren igen er spilleklar for AaB inden udgangen af juli.
For AaB’s øvrige ukampdygtige spillere er udsigten forskellig.
Kasper Bøgelund forventes i den kommende uge at øge træningsmængden og er en mulig deltager i truppen, når AaB onsdag tager imod Vejle Boldklub Kolding.
Rasmus Thelanders overbelastede knæ testes i begyndelsen af næste uge, og her håbes der på en klarmelding inden for relativt få dage.
Længere er tidshorisonten umiddelbart for unge Nicolaj Thomsen, hvis løberknæ skal scannes midt i næste uge.