Kayke matchvinder for AaB (1)

17. februar 2011 kl. 20:17
Et slidt AaB-mandskab leverede dog alt andet end en prangende indsats, men positivt er det naturligvis, at man på en dårlig dag undgår nederlag.

Og ligeledes kan det frembringe optimisme, at netop truppens bredde gjorde udslaget i anden halvleg med flere værdifulde indhop fra reserverne.

I sol, blæst og 17 grader startede AaB tøvende, og ukrainernes Sergei Sidorchuk sparkede i det fjerde minut en stor chance over mål.

To minutter senere tog AaB imidlertid føringen, da Ronnie Schwartz sendte Michael Lumb af sted i venstresiden, hvorfra et perfekt indlæg blev slået mod det bageste område, hvor fremstormende Louay Chanko kontrolleret flugtede bolden fladt i netmaskerne.

Selvom AaB havde svært ved at få spillemæssigt fodfæste, så blev det også 2-0, da Mathias Wichmann med en fin bold i dybden serverede en friløber for Ronnie Schwartz, der ikke svigtede alene med målmanden.

Tomåls-føringen holdt dog ikke længe, da Michael Lumb lidt unødvendigt begik straffespark, som blev eksekveret sikkert af Ashzef.

I resten af første halvleg fortsatte forestillingen i en rodet udgave, men AaB havde trods alt bedre styr på begivenhederne end i indledningen.

Straks fra anden halvlegs start kunne det også været blevet 3-1, da Jeppe Curth og Kayke stod for forarbejdet til Ibekwe Chijioke, hvis afslutning desværre manglede fart.

I stedet kom udligningen efter knap en time, hvor FC Metalurh Zaporizhya spillede sig igennem, så Junior med en knaldhård inderside kunne sende bolden op i det ene målhjørne.

Ukrainerne missede også en chance for at bringe sig i front, inden AaB sluttede godt af de sidste 10-15 minutter.

Med ti minutter tilbage headede Kayke en glimrende hjørnesparksbold fra Anders Due forbi mål, og fire minutter senere nåede Jeppe Curth først på et nyt oplæg fra Anders Due, men hovedstødet tog stolpen, hvorefter riposten landede hos anfører Kjetil Wæhler, hvis forsøg blev afværget af den ukrainske keeper.

3-2 scoringen lå således i luften, og fire minutter før tid blev anstrengelserne belønnet, da Jeppe Curth fandt Anders Due, der med en smart pasning gav Kayke muligheden, som efter en godt løb og en præcis afslutning fra brasilianeren blev udnyttet med en afslutning fladt i det fjerneste målhjørne.

Fem sejre og en uafgjort er det blevet til i de foreløbige testkampe, og mandag venter FK Ekranas fra Litauen, mens lørdagens møde med russiske Alania Vladikavkaz endnu er et spørgsmålstegn.

Fredag byder på formiddagstræning.    

Testkamp – Marpafut Elite Football Training Centre
AaB-FC Metalurh Zaporizhya  3-2 (2-1)
6. min 1-0 Louay Chanko, 19. min 2-0 Ronnie Schwartz, 23. min 2-1 Ashzef, 58. min 2-2 Junior, 86. min 3-2 Kayke.

AaB (4-4-2): Karim Zaza, Kasper Bøgelund (67: Patrick Kristensen), Lasse Nielsen, Kjetil Wæhler, Michael Lumb (46: Dennis Marshall), Louay Chanko (73: Anders Due), Rasmus Würtz (67: Jens-Kristian Sørensen), Thomas Augustinussen (46: Ibekwe Chijioke), Mathias Wichmann (82: Chris Rolfe), Morten Duncan Rasmussen (46: Jeppe Curth), Ronnie Schwartz (46: Kayke).

'