Kasper Bøgelund nyt medlem af AaB’s Ambassadørkorps

22. januar 2014 kl. 15:24

Den nu 33-årige tidligere AaB-spiller, der indstillede karrieren i 2012, har således takket ja til muligheden for at blive en del af korpset af tidligere AaB-spillere, der blandt andet er aktive omkring VIP-arrangementerne til AaB’s hjemmekampe på Nordjyske Arena, samt ved diverse events for samarbejdspartnere og sponsorer.

- Jeg har sagt ja tak af flere årsager, dels fordi vi har valgt at blive boende i Aalborg, og så selvfølgelig fordi jeg føler mig som rigtig AaB’er. Selvom jeg er fynbo og har spillet hele min ungdomstid i OB, så er AaB min klub i Danmark.

- Jeg følger stadig holdet tæt og er på stadion næsten hver gang der er kamp, ligesom jeg også stadig er i kontakt med flere af spillerne på holdet, lyder det fra Kasper Bøgelund, der ikke er i tvivl om det største højdepunkt i den rød-hvide trøje.

- Det var helt klart kampene i Champions League i 2008, og de europæiske kampe der fulgte derefter, det var meget specielt, lyder det videre fra Bøgelund, der i tiden i AaB er noteret for 103 officielle kampe og to scoringer.

Endvidere blev det i karrieren til ophold i hollandske PSV Eindhoven fra 2000 til 2005 og i tyske Borussia Mönchengladbach fra 2005 til 2008, ligesom det i landsholdsregi blev til i alt 60 kampe og fire mål, heraf 17 kampe for A-landsholdet inklusiv deltagelse ved VM 2002.

'