Justitsministeren holder møde med AaB

11. april 2012 kl. 17:56

Morten Bødskov drøfter forstærket indsats mod fodboldbøller med AaB

Justitsministeren og AaB holder torsdag den 12. april møde på Nordjyske Arena om kampen mod fodboldbøller.

Justitsminister Morten Bødskov ønsker at forstærke indsatsen mod fodboldbøller.

Ministeren har tilkendegivet, at han er åben over for at give politiet flere magtmidler, hvis det er det, der skal til for at få bøllerne under kontrol. Han har i den forbindelse inviteret Dansk Boldspil-Union og Divisionsforeningen til et møde et stykke tid efter påske for at drøfte udfordringer med og muligheder for at gribe yderligere ind over for ballade i forbindelse med fodboldkampe.

Morten Bødskov vil inden mødet med fodboldens foreninger tage drøftelser med udvalgte klubber for at høre mere om deres erfaringer og ideer til, hvad de kan gøre yderligere for at få bedre styr på ballademagere. 

Torsdag er turen kommet til AaB, og efter mødet vil både justitsministeren og klubben sige noget om drøftelserne på mødet.

'