Jeppe Curth og "Augo" anmelder FIFA 12

6. oktober 2011 kl. 14:03

Thomas Augustinussen (Playstation 3): Supergodt spil

Jeg har spillet FIFA i en del år, men er nok hvad man vil kalde en casual gamer, altså ikke en der spiller vildt meget, men engang i mellem med vennerne.

Alligevel kan jeg sagtens se forbedringerne i det nye spil, hvor især måden at forsvare på er blevet styrket. Som altid er det fedt at AaB og Superliga-holdene er med i spillet, det giver den en ekstra realisme for os spillere, også selvom AaB nok ikke er det bedste hold i spillet.

Grafisk synes jeg det hele er blevet endnu en tand flottere, og den måde spillerne støder sammen på, bevæger sig og falder, er også forbedret. Til gengæld er det med at score mål ikke lige min store force – til release-party sidste uge på Energi Nord Arena endte jeg med en målscore på 2-19, men det vigtigste er at have det sjovt, og her er FIFA som altid et supergodt spil, som jeg vil anbefale til alle fodboldentusiaster…men med mine evner skal I nok ikke forvente at møde mig i en kamp online ;-)

Jeppe Curth (Xbox360): Fokus på offensiven

Nu har jeg haft en lille uges tid til at prøve FIFA 12, og det er virkelig en fornøjelse at spille.

Først og fremmest må jeg sige, at der i denne udgave er et klart fokus på det offensive spil, så som angriber er det dejligt at se, for personligt halter det en smule med at få forsvaret på plads og styre det defensive i en kamp.

Derfor er min taktik nogle gange lidt som at spille bordfodbold. Man skal bare have en mand bagude og så sende resten frem i angreb og få scoret nogle mål.

Derudover er spillet også blevet endnu mere realistisk. De mange små bevægelser spillerne laver er mere virkelighedstro og også den måde spillerne støder sammen på er blevet forbedret.

Så alt i alt synes jeg det er et super spil, som jeg helt sikkert vil få meget glæde af sammen med venner og familie.

Husk at du på aabshoppen.dk eksklusivt kan købe FIFA 12 AaB Club Edition med Thomas Augustinussen og Jeppe Curth på coveret. Spillet fås til Playstation 3, Xbox360 og Nintendo Wii. Sammen med spillet får du et signeret AaB-cover, samt en billet til en Superliga-kamp på Energi Nord Arena.

'