Intet Superliga-udekort fra næste sæson
I stedet har klubberne vedtaget en række skærpede krav til ligaens udebaneafsnit, og yderligere tiltag overvejes. Derudover håber klubberne, at Justitsministeriet kan give dem mulighed for at udveksle informationer om karantæneramte personer.
Fire gange i den nuværende sæson har der været afholdt dialogmøder mellem repræsentanter fra klubberne, DFF og repræsentanter fra hele fanscenen i Danmark. Dialogen har været positiv og har især handlet om mulige alternativer til ”Superliga-udekortet”, hvor udgangspunktet var en forhåndsregistrering og foto-identifikation af alle tilskuere i udebaneafsnittene.
På det seneste dialogmøde kunne Divisionsforeningen informere DFF om, at Alka Superliga-klubberne netop har vedtaget en samlet pakke med forslag til skærpede sikkerhedsforanstaltninger i udebaneafsnit. De skærpede krav er sendt til politisk behandling hos Dansk Boldspil-Union og forventes at træde i kraft fra sæsonen 2016/17 i en ny og opdateret udgave af ”Cirkulære om sikkerhed og orden på stadion”.
De nye skærpede sikkerhedskrav for Alka Superligaen indeholder blandt andet:
- Krav om net foran udebaneafsnittene.
- Krav om flere medrejsende spottere i udebaneafsnittet - reguleret efter det forventede tilskuertal.
- Tydeliggørelse af kontrollørernes opgave og ansvar på stadion.
- Krav om visse informationer fra hjemmehold til udehold i forhold til modtagelse, håndtering og billettering af udefans.
- Mulighed for at klubberne kan fraskrive sig udebaneafsnit i helt ekstraordinære tilfælde.
Herudover arbejder klubberne og Divisionsforeningen med følgende centrale tiltag:
- Etablering af fælles retningslinjer for at opnå større ensartethed i forhold til ”indgriben, håndtering og sanktion ved samme type overtrædelse af klubbernes stadionreglement”.
- Etablering af en central opfølgningsprocedure så sager, der har ført til en afgift eller et karantæneforhold, kan overdrages af klubberne til en central enhed, der sikrer, at sager følges op og evt. retsforfølges.
- kompetence til at turneringsadministrator kan kræve visse kampe underlagt krav om, at tilskuere i udebaneafsnittet skal identificere sig ved køb af kampbillet, uanset det er i forsalg eller ved direkte henvendelse på stadion.
Sideløbende med de nye tiltag afventer klubberne, om Justitsministeriet via en ny lovbekendtgørelse giver dem lovhjemmel til at udveksle karantæne informationer. Det har længe været et ønske fra klubberne. Det er desuden et af opfølgningspunkterne i ”Handlingsplan for gode fodboldoplevelser”, som både Justitsministeriet, DFF, DBU og Divisionsforeningen er en del af.
- Kombinationen af de nye skærpede sikkerhedskrav klubberne har vedtaget, de nye centrale tiltag vi arbejder med og den forventede lovhjemmel om udveksling af karantæneoplysninger gør, at vi har meddelt DFF, at Superliga-Udekort ikke indføres fra næste sæson. Vi skal selvfølgelig altid forholde os til de udfordringer, der er og som måtte komme, og derefter vurdere hvad der skal gøres. Dialogen med DFF har været rigtig god, og vi er enige om, at de nye tiltag er til alles bedste, udtaler direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen.
- Vi er rigtig glade for, at vi igennem dialog har fundet alternativer til Udekortet. Vi sætter desuden pris på, at klubberne har været villige til at lytte til vores argumenter på den række af dialogmøder, vi har haft, og de løsninger der er fundet frem til. Vi vil gerne anerkende det store stykke arbejde, der er lagt i det fra alle parter. Fra Divisionsforeningen og klubberne samt hele fanscenen i Alka Superliga. Det er vigtigt, at vi fortsætter dialogen og samarbejdet i fremtiden, da vi som fans er en del af løsningen og ikke blot en del af problemet, lyder det fra Rasmus Trenskow, formand i DFF.
(Udsendt af Divisionforeningen).