Holdånd i både Superliga og skoleklasse
Programmet byder på rundvisning, oplæg og opfølgende diskussion med fire Superligaspillere. Besøget afsluttes med autografskrivning.
Elever besøger AaB
Elever i 7.-10. klasse får nu muligheden for at besøge Nordjyske Arena, hvor de sammen med fire Superligaspillere skal diskutere vigtigheden af en sund og varieret kost for at kunne præstere, men også vigtigheden af sammenhold. Der bliver sat fokus på betydningen af venskab og begejstring samt vigtigheden af at kunne sætte sig mål og nå dem. Besøget hos AaB er et led i den åbne skole, hvor skoleeleverne kommer uden for klasselokalet og møder foreninger, institutioner eller virksomheder.
Rådmand hos Skoleforvaltningen, Tina French Nielsen udtaler,
- Jeg har en enorm respekt for, at AaB på denne måde ”spiller bold” med vores skoleelever. Fodbold er et skoleeksempel på en sport, hvor både den enkeltes præstationer er vigtige – men især, hvor samspillet betyder alt. Dét at vi arbejder sammen og respekterer hinanden – både på og uden for banen er altafgørende.
- Og – nå ja, så bliver det vel også tydeligt for eleverne, at man bliver bare ”mere heldig” jo mere man træner. Udholdenhed, klare mål og flid belønner sig.
En klasse – et team
Et fodboldhold består af en række forskellige spillere, men til sammen udgør de et hold - et team. På samme måde er eleverne i en klasse vidt forskellige, men sammen udgør de en klasse - deres team. Sammenholdet er afgørende for begge teams, hvis de skal skabe rammer, hvor alle trives og udvikler sig. Jakob Blåbjerg, som har været med til at udarbejde strukturen for dette samarbejde udtaler om forløbet:
- I AaB er vi bevidste om vores rolle i lokalområdet, vi er Hele Nordjyllands Hold – også uden for banen, hvor projekter, som dette giver os en god mulighed for at komme i direkte i kontakt med vores fans.
- Derudover kan vi bruge vores erfaringer fra livet som professionel fodboldspiller til at give eleverne et større indblik i, hvad det kræver at kunne præstere – også i klasselokalet. Vi håber, at de paralleller, som vi trækker gør, at eleverne får øjnene op for, hvad de selv og som gruppe kan gøre for at lykkes. ”
Dialog med spillerne
Eleverne møder fire Superligaspillere på Nordjyske Arena, hvor de bliver vist rundt i omklædningsrum, lounger, skyboxe osv. Derefter holder spillerne oplæg, som ender ud i en dialog med eleverne.
For at få mest ud af besøget har eleverne, forud for arrangementet, forberedt sig på nogle cases, hvor eleverne skal koble scenarier fra deres dagligdag i skolen med eksemplerne, som spillerne bringer fra deres dagligdag som professionel fodboldspiller.
Fakta:
Besøget starter kl. 13.30 og slutter kl. 15.00. Ved hvert besøg er der plads til to klasser (eller max 50 elever). Tilmelding foregår efter først til mølle princippet. Målgruppen er 7.-10. klasse. Arrangementet er gratis for skolerne.
Efter arrangementet vil der være mulighed for at stille spørgsmål til elever, spillerne og erhvervsplaymakeren.
Det er hensigten at samarbejdet også finder sted i næste sæson, så flere skoler og elever kan få glæde af besøget.
Næste arrangement finder sted i dag den 28. april klokken 13.30 – 15.00 på Nordjyske Arena, hvor elever fra Svenstrup skole og Sønderholm skole er på besøg.