Helenius sen matchvinder for AaB

20. maj 2012 kl. 18:32

De 90 minutter bød ikke på alverden af intensitet eller højdepunkter, men med en god slutspurt fik AaB tilkæmpet sig de tre point, som inden sidste spillerunde sender cheftræner Kent Nielsens tropper i Superligaens top seks.

HBK12I forhold til sidste søndags møde med Lyngby Boldklub havde AaB to ændringer i startformationen, hvor Nicholas Gotfredsen og Jeppe Curth afløste Kenneth Emil Petersen og Anders Due.

Gennemsnitsalderen i AaB’s opstilling var således under 23 år, og det unge mandskab kom fint fra land med første nærgående forsøg fra Jeppe Curth efter fint forarbejde af Kasper Kusk og Henrik Dalsgaard.

I de fleste tilfælde manglede imidlertid den afgørende præcision i enten sidste eller næstsidste berøring, men AaB var dog igen tæt på, da Nicklas Helenius afsluttede Kasper Kusks oplæg i sidenettet.

Få øjeblikke senere testede Lucas Andersen HB Køge-keeper Morten Haastrup, men efterhånden fik gæsterne kontrol over begivenhederne.

Tæt på at score kom gæsterne også midtvejs i halvlegen, da Nicolaj Madsen med en flot detalje vendte rundt på Nicholas Gotfredsen for i næste bevægelse at hamre læderet på roden af den fjerneste stolpe.

HBK11Selvom AaB’s bedste offensive kort på dagen Kasper Kusk også forsøgte sig med en udmærket afslutning fra distancen, så fadede de offensive aktioner fra begge hold efterhånden ud, som pausen nærmede sig.

Anden halvleg åbnede med HB Køge som toneangivende, men rent defensiv havde AaB godt fat i sjællænderne.

Efter et præcist indlæg fra Henrik Dalsgaard fik Kasper Kusk muligheden i det 58. minut, men desværre sprang brysttæmningen for langt væk, hvorfor HB Køge-forsvaret kunne sparke væk.

Herefter fulgte reelt 20 minutters dødvande, men et nærgående hovedstød fra Henrik Dalsgaard 11 minutter før tid blev startskuddet til en målrettet slutspurt fra AaB’s side.

Kasper Kusk drønede læderet centimeter forbi den fjerneste opstander, og otte minutter før tid serverede indskiftede Rolf Toft en perfekt bold for Nicklas Helenius, men AaB-topscoreren kiksede sin flugter.

HBK15Fire minutter senere viste Rolf Toft dog igen giftighed, da han alene igennem blev fældet af Morten Haastrup, hvorefter Nicklas Helenius iskoldt scorede fra pletten.

I de efterfølgende angreb burde først Nicklas Helenius og efterfølgende Ncolaj Thomsen have cementeret sejren, men i stedet var gæsternes Simon Richter i det tredje minuts tillægstid blot en støvlesnude fra at nå frem til et indlæg ved den bageste stolpe.

Umiddelbart efter fløjtede dommer Claus Bo Larsen opgøret af, og sæsonens sidste udfordring venter allerede onsdag aften på udebane mod SønderjyskE.

En sejr vil give en meget tilfredsstillende sjetteplads som facit, og uafgjort kan også vise sig at være nok, hvis Silkeborg I.F. samtidig smider point i Parken mod FC København.

Et firemåls-nederlag til AaB i Haderslev vil sende netop SønderjyskE forbi AaB, ligesom Silkeborg I.F. så også kan passere ved at opnå point i Parken.

Der er stadig meget at spille for.

(Fotos: Carsten Kuna Kristensen).        

Matchfacts – Superligaen, 32. spillerunde
AaB-HB Køge  1-0 (0-0)
86. min 1-0 Nicklas Helenius.
Advarsler AaB: Ingen.
Advarsler HB Køge: Simon Richter (25), Morten Haastrup (86).
6.710 tilskuere på Nordjyske Arena.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard, Nicholas Gotfredsen, Lasse Nielsen, Patrick Kristensen, Kasper Kusk, Thomas Augustinussen, Mathias Wichmann (78: Nicolaj Thomsen), Lucas Andersen (63: Anders Due), Jeppe Curth (63: Rolf Toft), Nicklas Helenius.

HB Køge (4-4-1-1): Morten Haastrup, Thomas Sørensen (80: Ronnie Bendtsen), Thomas Guldborg, Brad Rusin, Simon Richter, Adeola Runsewe, Lasse Kronborg, Marcel Rømer (83: Tobias Thomsen), Martin Christensen (67: Lee Rochester), Nicolaj Madsen, Marc Rochester.

Dommer: Claus Bo Larsen.

'