Helenius og Kayke scorer i AaB-sejr

3. maj 2012 kl. 21:57

Efter at have overstået en skidt indledning havde AaB god kontrol den sidste time, hvor der også var chancer til flere mål.

I forhold til mødet med FC København i søndags havde AaB en enkelt ændring i startopstillingen, hvor Kayke fik chancen på bekostning af Kasper Kusk.

Fra første fløjt lagde hjemmeholdet det forventede tryk på AaB, og første forsøg kom i det sjette minut, men afslutningen fra Bashkim Kadrii voldte ikke Nicolai Larsen problemer.

Fire minutter senere måtte Nicolai Larsen dog give en retur på et skudforsøg fra Bernard Mendy, men heldigvis for AaB gled Morten Skoubo bolden forbi målrammen.

Første AaB-forsøg kom i det 12. minut med en spagfærdig afslutning fra Jakob Ahlmann, men værterne svarede hurtigt igen, da Rasmus Falk slap forbi Kenneth Emil Petersen, men Nicolai Larsen var hurtigt ude i OB-angriberen.

Stik mod spil og chancer tog AaB i stedet føringen efter 28 minutter, hvor Anders Dues skarpe indadskruede frisparksindlæg blev sendt i netmaskerne med en behersket flugter af Nicklas Helenius.

Herfra gik OB’s spil i stå, og AaB havde godt styr på tingene resten af halvlegen, der blev sluttet optimalt, da Nicklas Helenius stod for et fornemt forarbejde til Kayke, der resolut bragte AaB på 2-0.

Efter pausen kom fynboerne imidlertid hurtigt tilbage i dysten, da Bashkim Kadrii med et tørt hug sendte bolden ind ved den nærmeste stolpe.

AaB havde dog stadig greb om begivenhederne, og indskiftede Jeppe Curth var få centimeter fra at nå frem til Jakob Ahlmanns fine oplæg.

Bare minuttet var den velspillende Curth endnu tættere på, men afslutningen på Anders Dues frispilning blev afværget på selve mållinien.

20 minutter før tid truede Jeppe Curth endnu engang, da han slap fri efter en flot detalje, men OB-målmand Johan Wessels fik reddet.

I stedet kunne odenseanerne have udlignet med et kvarter igen, men fra en fri position omkring straffesparkspletten, sendte Rurik Gislason læderet forbi.

Værternes sidste farlige afslutning kom seks minutter før tid, da Jacob Schoop sendte bolden snert over tværribben, og i stedet var Rasmus Würtz tæt på at cementere sejren i dommerens tillægstid, men Johan Wessels reddede fornemt.

Med gevinsten i Odense har AaB blot fire point op til den vigtige femteplads, og der venter et brag på søndag eftermiddag på Nordjyske Arena, når Brøndby I.F. kommer på besøg.

Køb billetter til søndagens kamp her.    

Matchfacts - Superligaen, 29. spillerunde
OB-AaB  1-2 (0-2)
28. min 0-1 Nicklas Helenius, 44. min 0-2 Kayke, 48. min 1-2 Bashkim Kadrii
Advarsler OB: Bernard Mendy (17), Eric Djemba-Djemba (18)
Advarsler AaB: Lasse Nielsen (31), Anders Due (40)
10.820 tilskuere på TRE-FOR Park.

OB (4-4-2): Stefan Wessels, Espen Ruud, Anders Møller Christensen, Daniel Høegh (74: Kasper Larsen), Bashkim Kadrii, Rurik Gislason, Eric Djemba-Djemba, Kalilou Traoré (81: Mads Raben), Bernard Mendy, Rasmus Falk, Morten Skoubo (74: Jacob Schoop).

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard, Kenneth Emil Petersen, Lasse Nielsen, Jakob Ahlmann, Anders Due (90: Mathias Wichmann), Rasmus Würtz, Thomas Augustinussen, Lucas Andersen (78: Kasper Kusk), Nicklas Helenius, Kayke (46: Jeppe Curth).

Dommer: Emil Laursen.

'