Helenius og Curth på tavlen mod OB

30. juni 2011 kl. 21:29

Selvom AaB også i den anden testkamp benyttede sig af mange ind- og udskiftninger, så stod truppen distancen med mange opløftende præstationer.

Ikke mindst var Nicolai Larsens sikre og rolige optræden i målet iøjnefaldende, men også på positionen som venstreforsvarer fik Jakob Ahlmann vist brugbare kvaliteter.

OB1AaB tog føringen allerede i det fjerde minut, da et nydeligt angreb og fornemt forarbejde af Rasmus Würtz og Jeppe Curth gav chancen til Nicklas Helenius, hvis – skal siges – halvkiksede afslutning lige nøjagtig havde nok kraft til at passere OB-keeper Stefan Wessels.

Fynboerne var i fortsættelsen mest på bolden, men som første halvleg skred frem fik AaB dog mere og mere styr på begivenhederne.

Nicolai Larsen var vågen, da Peter Utaka efter 23 minutter blev spillet i dybden, mens AaB var endnu tættere på fire minutter senere, hvor et nyt gennemspillet angreb havde Mathias Wichmann som næstsidste station, inden afslutningen fra Nicklas Helenius blev fistet op på overliggeren af Stefan Wessels.

Fire minutter før pausen kom i stedet udligningen, da OB’s enmandshær Peter Utaka rykkede sig fri i højre side af straffesparksfeltet og efter en sparkefinte udplacerede Nicolai Larsen.

Blot minuttet senere var AaB dog tilbage i førerposition, da endnu et smukt angreb havnede i højre hos Kasper Bøgelund, hvis præcise indlæg blev headet i netmaskerne af Jeppe Curth.

Chris Rolfe var første mand til at vise farlighed i en anden halvleg, hvor OB ellers satte sig tungere og tungere på spillet.

Midtvejs sparkede den tidligere AaB’er Andreas Johansson en stor chance over mål, og med 12 minutter igen halvflugtede Espen Ruud læderet samme vej.

I slutfasen var AaB imidlertid tættere på 3-1, da Rolf Toft fire minutter før tid først manglede få centimeter for at nå frem til indlægget fra Anders Due, inden samme Rolf Toft to minutter senere huggede kuglen på sammenføjningen efter en god AaB-aktion.

AaB’s tredje testkamp spilles på mandag kl. 13.00, hvor AC Horsens gæster Hornevej.

Matchfacts – Spar Nord Arena, Skagen
AaB-OB  2-1 (2-1)
4. min 1-0 Nicklas Helenius, 41. min 1-1 Peter Utaka, 42. min 2-1 Jeppe Curth.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Kasper Bøgelund (46: Patrick Kristensen), Kenneth Emil Petersen, Kjetil Wæhler (46: Jens-Kristian Sørensen), Jakob Ahlmann (63: Kasper Kusk), Mathias Wichmann, Rasmus Würtz (46: Louay Chanko), Thomas Augustinussen (77: Nicolaj Thomsen), Chris Rolfe (63: Ronnie Schwartz), Jeppe Curth (83: Rolf Toft), Nicklas Helenius (46: Anders Due).

'