Gaarde, Augo og Lynge gæster fodboldskole

26. juni 2013 kl. 16:17

Nedenstående på vegne af AaB af 1885:

Augo-ny-4Fra 1. – 5. juli vil drenge og piger i alderen 8 til 15 år få mulighed for at lege fodbold 6 timer om dagen.

I år er den almindelige fodboldskole udvidet med DBU’s Get2 Fodboldskole, som afholdes i samarbejde mellem Danmarks Idræts-Forbund (DIF), klubberne og DBU, og som henvender sig til børn og unge, der af økonomiske årsager ikke ville kunne deltage på den populære DBU Fodboldskole i Aalborg Øst. Blandt de mange oplevelser, som de unge tilbydes er et møde med nuværende og tidligere AaB koryfæer.

- Vi vil gerne give flere børn fra Aalborg Øst muligheden for at deltage på fodboldskolen og har derfor i samarbejde med ØFC og KB81 udvidet skolen til også at omfatte banerne hos KB81. Det betyder, at vi i år har et rekordstort antal deltagere med 224 børn, som vi fordeler mellem AaB og KB81, siger Steen Ammundsen ungdomskonsulent i AaB af 1885.

Superliga-spillerne er med på AaB og hos KB81
AaB’s Superliga-spillere vil på fodboldskolens første træningsdag bidrage til fodboldglæden hos de 224 deltagere, når de sammen med de unge fodboldspillere vil afprøve deres finter og driblinger. Fodboldskolebørnene vil udover træningen med AaB’s superligaspillere samtidig få muligheden for en fodboldsnak med Lynge Jakobsen og AaB’s nye sportschef, Allan Gaarde. Alle har meldt deres ankomst til DBU fodboldskolen i Aalborg Øst.

Aktivitet gennem idræt
Fodbold er for alle og DBU’s Get2 Fodboldskole giver klubberne i Aalborg Øst, ØFC, AaB og KB81 en fantastisk mulighed for at skabe fællesskab og idrætsaktivering af børn og unge i området. KB81 og ØFC har hjulpet med rekrutteringen og AaB ønsker som superliga- og breddeklub, at bidrage til det sociale ansvar i Aalborg Øst for herigennem, at få flere til at spille fodbold i bydelen.

Udover den daglige træning og en DBU fodboldpakke (Originalt DBU Fodboldskolesæt, fodbold, drikkedunk og diplom) tilbyder AaB og KB81 med støtte fra Himmerland Boligforening og Rotary alle 224 deltagere sund morgenmad og frokost. 224 unge fodboldspillere i Aalborg Øst vil derfor få masser af fine fodboldoplevelser i den første uge af sommerferien.

Vi vil gerne sætte fokus på DBU’s Get2 Fodboldskole koncept og inviterer derfor lokale medier samt politikere og øvrige interesserede til åbent hus på AaB’s anlæg mandag den 1. juli 2013 kl. 11 – 12.

Fakta om DBU’s Get2 Fodboldskoler
- DBU Get2 Fodboldskolerne er DBU’s og DIF’s særlige fodboldskoler for børn i socialt belastede boligområder.

- Sidste år deltog 350 børn på de særlige fodboldskoler.

- I år afvikles DBU Get2 Fodboldskoler i følgende byer: Herning, Aarhus, Aalborg, København NV, Høje Taastrup, Esbjerg, Odense, Bagsværd og Hundige.

- DIF bidrager med finansiering og rådgivning til DBU’s Get2 Fodboldskoler gennem deres Get2Sport initiativ: http://www.get2sport.dk/da/Hvor_er_vi/Aarhus_Gellerup.aspx

- DBU’s Get2 Fodboldskoler ligner de traditionelle fodboldskoler, men adskiller sig ved, at klubberne har inviteret deltagerne efter deres sociale situation, samt at deltagerne betaler en stærkt reduceret pris for at deltage.

'