Fysisk præget opstart for AaB

4. januar 2013 kl. 15:23

Cheftræner Kent Nielsen og den øvrige trænerstab har i den første uge dekreteret dobbelt træningspas både mandag, tirsdag og torsdag, mens onsdag og fredag byder på formiddagstræning.

Kent og Kuhn - forår 2012- Opstarten og især de første to træningsuger vil som altid i januar være meget fysisk præget, konstaterer Kent Nielsen over for aabsport.dk.

- Vi spiller første testkamp 25. januar, men det det bliver først fra starten af træningslejren 10. februar, at vi for alvor begynder at finpudse de spillemæssige detaljer med henblik på den første turneringskamp i den første weekend af marts, siger Kent Nielsen med henvisning til forårspremieren på udebane mod Silkeborg I.F., hvor AaB skal forsvare den øjeblikkelige tredjeplads i Superligaen.

- I testkampene inden træningslejren vil vi dog også prøve alternative opstillinger af med forskellige taktiske variationer både offensivt og defensivt, men det spillemæssige fokus rettes som nævnt først ind i forbindelse med træningslejren.

Færøske Hallur Hansson ankommer til Aalborg i løbet af mandagen, mens Kayke returnerer fra Brasilien onsdag.

Mandagens indledende træningspas begynder ca. kl. 10.15, og som vanligt er medier, supportere og øvrige interesserede velkomne på anlægget på Hornevej.

'