Første træningsdag veloverstået

21. juni 2011 kl. 16:59

Det var en flok friske og glade spillere, der i dag indtog det lækre græstæppe på træningsbanen på Hornevej, hvor flere medier og andre nysgerrige var mødt op for at følge de første fysiske udfoldelser.

AaB’s Superliga-trup består i skrivende stund af 23 spillere, og af disse var fem landsholdsspillere fraværende.

Træning1, Rasmus WürtzDe 18 fremmødte var krydret med prøvespillerne Mikkel Agger, Nicholas Gotfredsen, Nick Drachmann og Rolf Toft samt U/19 Liga-spillerne Nicolaj Thomsen og Jeppe Mortensen.

Kun Marcus Tracy trænede ikke med i fuldt omfang, men den amerikanske angriber har startet løbetræningen, og det er håbet, at Tracy inden sæsonstarten kan deltage på almindelig vis.

Rasmus Würtz glædede sig over at være tilbage i træningstøjet.

- Det er dejligt at være tilbage på græs og få hilst på holdkammeraterne. De kommende dage bliver hårdt arbejde, men heldigvis starter vi jo ikke fra nul.

- Vi fik alle et træningsprogram med hjem, så vi i den anden og tredje ferieuge langsomt kunne øge træningen. Og vi vidste jo også, at det er alvor fra første dag, og at vi allerede om kort tid skal tune ind på det taktiske i forhold til Brøndby-kampen i første runde, lød det fra den 27-årige midtbanespiller til aabsport.dk umiddelbart efter frokosten mellem dagens to træningspas.

Tirsdag eftermiddag var der således på ny dekreteret træning, hvilket også gælder i morgen formiddag.

Morgendagens træning efterfølges af dysten på Hornevej mod Blokhus FC. En kamp der sættes i gang kl. 16.30.

'